Obama til chokerede franskmænd: "Vive la France!"

Skrevet af admin

09/01/2015
Foto: Polfoto

Mest læste i dag

USA's præsident, Barack Obama, gav torsdag sit lands uforbeholdne støtte til Frankrig efter angrebet på satiremagasinet Charlie Hebdo onsdag.

Ved et uanmeldt besøg på den franske ambassade i Washington lovede han Frankrig, at amerikanerne "står skulder ved skulder" med franskmændene og kvitterede med at skrive "Vive la France!" (Længe leve Frankrig, red.) i ambassadens kondolencebog.

- På vegne af alle amerikanere udtrykker jeg vores dybtfølte sympati og solidaritet med det franske folk efter det forfærdelige terrorangreb i Paris, skrev Obama også i bogen.

12 personer blev dræbt i angrebet på Charlie Hebdo, og der er natten til fredag fortsat en menneskejagt i gang i Frankrig efter de formodede gerningsmænd.

Frankrig er USA's ældste allierede nation, og de diplomatiske bånd blev allerede knyttet i 1776 i forbindelse med USA's tilblivelse som stat.

- Som allierede på tværs af århundreder står vi sammen med vores franske brødre for at sikre, at retfærdigheden sker fyldest, og at vores måde at leve på forsvares, skrev Obama under besøget ifølge Det Hvide Hus.

- Vi bevæger os fremad i fællesskab med en fælles viden om, at terror er et dårligt match med frihed og de idealer, som vi står for. Idealer, der oplyser verden. Vive la France, skrev han.

Efter at have skrevet i kondolencebogen holdt Obama et øjebliks stilhed sammen med den franske ambassadør, Gerad Araud, der efterfølgende udtrykte stor taknemmelighed.

- Jeg fortalte Obama, at vi var meget rørte over reaktionen fra det amerikanske folk, der har udvist medfølelse og støtte, skrev Araud efter besøget på Twitter.

Flere byer i USA har efter angrebet i Paris arrangeret mindehøjtideligheder for ofrene for massakren på Charlie Hebdo.

/ritzau/AFP