Obama trodsede Kinas protester og mødte Dalai Lama

Skrevet af admin

15/06/2016

Dagens topnyheder

Det kinesiske styre havde på forhånd advaret om, at det kunne skade de diplomatiske forbindelser mellem USA og Kina.

Men de advarsler trodsede den amerikanske præsident, Barack Obama, da han onsdag tog imod tibetanernes spirituelle leder, Dalai Lama, i Det Hvide Hus i Washington.

Præsidentens stab havde dog meddelt, at mødet ville finde sted i det såkaldte Map Room og ikke i Det Ovale Værelse, hvor præsidenten normalt tager imod andre landes politiske ledere. Pressen var heller ikke inviteret til at dække mødet mellem de to.

Forud for mødet havde Kinas udenrigsministerium udtrykt sin "bestemte modstand" mod, at Obama skulle mødes med den tibetanske eksilleder.

- Det vil sende et forkert signal til de separatistiske kræfter, der ønsker uafhængighed for Tibet, sagde en talsmand for det kinesiske udenrigsministerium.

Den 80-årige munk er elsket af tibetanerne, mens Kina betegner ham som en farlig separatist og en "spirituel terrorist".

Siden Obama blev præsident i 2009, har han haft besøg af Dalai Lama tre gange. Han betegner munken som "en god ven".

Hver gang har han forsøgt at inddæmme den kinesiske vrede ved at holde mødet for lukkede døre.

Alligevel trådte Obama kineserne over tæerne, da han efter et møde med Dalai Lama i 2014 sagde, at han i høj grad støtter tibetanernes menneskerettigheder.

Efter mødet onsdag oplyser Det Hvide Hus, at USA's holdning til spørgsmålet om Tibet - nemlig at Tibet er en del af Kina - ikke har ændret sig.

/ritzau/AFP