Obama udpeger ny chef for udskældt spiontjeneste

Skrevet af admin

31/01/2014

Dagens topnyheder

USA's præsident, Barack Obama, har udpeget viceadmiral Michael Rogers til at stå i spidsen for NSA, som på det seneste har været i vælten efter afsløringer af, at efterretningstjenesten driver massiv elektronisk overvågning verden over.

Rogers er i dag øverstkommanderende i den amerikanske flådes afdeling for krigsføring på nettet. Og med en baggrund i kryptologi er Rogers godt kendt med dele af National Security Agencys arbejde.

- Dette er en kritisk tid for NSA, og viceadmiral Rogers vil bidrage til denne stilling med ekstraordinære og unikke kvalifikationer, mens organisationen forsætter sit vigtige arbejde og skal implementere præsident Obamas reformer, siger forsvarsminister Chuck Hagel.

Dokumenter fra afhopperen Edward Snowden har i månedsvis afdækket, hvordan organisationen har overvåget borgere verden over. Aflytningen har også været rettet mod politiske ledere som Tysklands forbundskansler, Angela Merkel.

Præsident Barack Obama har efter afsløringerne varslet reformer, og han har sagt, at USA fremover ikke vil spionere mod allierede landes ledere.

Senest har Snowden-dokumenter i Information afsløret, at NSA spionerede mod Danmark og andre lande frem mod og muligvis også under klimatopmødet i København i 2009.

Før Rodgers kan tiltræde stillingen, som han overtager efter general Keith Alexander, skal han godkendes af Senatet.

NSA har over 30.000 ansatte og er den største af USA's 16 efterretningsorganisationer.

/ritzau/Reuters