Obama: USA har ingen planer om angreb mod IS i Syrien

Skrevet af admin

29/08/2014

Mest læste i dag

Det er endnu for tidligt at sige noget om, hvilke skridt USA vil tage imod den ekstremistiske bevægelse Islamisk Stat (IS) i Syrien.

Det oplyser den amerikanske præsident, Barack Obama, på en pressekonference i Washington torsdag.

- Jeg ønsker ikke at sætte vognen foran hesten. Vi har endnu ikke en strategi, siger han.

Præsidenten tilføjer, at den amerikanske regering arbejder på at lave plan for, hvordan den kaotiske situation i det krigshærgede land skal håndteres.

Syrien er blevet en "sikker havn" for den islamistiske gruppe, og Obama har beordret topfolk i militæret til at forberede en "vifte af muligheder" for, hvordan IS kan rammes.

I Irak har de seneste ugers amerikanske luftangreb mod IS haft effekt: Terroristerne, som Obama udtrykker det, mister våben og udstyr, og de irakiske og kurdiske styrker gør indhug i de besatte områder.

Han fortæller samtidig, at udenrigsminister John Kerry vil rejse til Mellemøsten og forsøge at samle opbakning til en fælles indsats mod IS. Krigere fra den ekstremistiske bevægelse har erobret store områder i både Syrien og Irak.

- Jeg er opmuntret af, at lande i regionen, lande som ikke altid er enige om mange forhold, i stadig større grad erkender, at IS er en trussel mod dem alle. Og jeg har bedt Kerry rejse til regionen for at bygge den koalition, som behøves for imødegå denne trussel, siger Obama.

Han mener, at sunnimuslimske Islamisk Stat bør få alarmklokkerne til at ringe hos alle muslimer.

- IS er uden for rækkevidde, har ingen visioner eller ideologi ud over vold, kaos og nedslagtning af uskyldige mennesker. Og som en konsekvens er vi nødt til at stå sammen.

IS hævdede torsdag, at gruppen har henrettet mindst 250 syriske soldater på en militær luftbase i den nordøstlige del af landet.

/ritzau/Reuters