Obama: Verden har sat en rød streg i Syrien

»Jeg satte ikke en rød streg. Det gjorde verden,« sagde Barack Obama med henvisning til de fælles internationale regler, der forbyder brug af kemiske våben.

21. august blev adskillige civile syrere, ifølge amerikanske vurderinger over 1.000 personer, dræbt af kemiske våben under et angreb i en forstad til hovedstaden Damaskus, og meget peger i retning af, at det er det syriske militær og præsident Bashar al-Assad, der står bag.

Obama sagde på pressemødet i den svenske hovedstad, at det stadig ikke er slået 100 procent fast, hvem der udførte angrebet, men at alt peger retning mod de syriske myndigheder.

»Hvad vi ved er, at oppositionen ikke har midlerne til at bruge den type våben,« sagde han.

Den amerikanske præsident meddelte lørdag, at han vil forsøge at få Kongressens opbakning til et amerikansk angreb på Syrien. Han er selv overbevist om, at Kongressen vil stemme for hans appel.

»Jeg tror på, at Kongressen vil godkende det,« sagde Obama, der også erkendte, at han ikke behøvede at have taget sagen op i Kongressen.

Det var dog vigtigt at få en samlet godkendelse, og det er ikke afgørende om angrebet kommer »i dag eller i morgen«, lød det fra præsidenten:

»Vi vil være stærkere som et land, hvis Kongressen og præsidenten gør det sammen«.

Flere fremtrædende politikere fra både Demokraternes og Republikanernes side har også på forhånd meddelt, at de støtter en intervention i Syrien. Men spørgsmålet om en samlet international reaktion vejrer stadig i luften i Sverige, hvorfra Barack Obama torsdag flyver videre til G20-møde i Sankt Petersborg.

Her skal han blandt andet mødes med Ruslands præsident, Vladimir Putin, der har afvist en international militær aktion i Syrien.

Under mødet i Stockholm advarede Obama på den baggrund verden mod at se passiv til, når det gælder krisen i Syrien.

»Hvis det ikke lykkes for det internationale samfund at gribe ind, så tror jeg, at verden med tiden vil blive et mindre sikkert sted,« sagde Barack Obama.

Dagens Gossip