Obama: Vi har beviser for brug af kemiske våben i Syrien

»Vi ved ikke, hvordan de er blevet brugt, hvornår de er blevet brugt, og hvem der har brugt dem,« sagde Obama ifølge Reuters.

Den amerikanske præsident ville dog ikke udelukke at skride til handling - på militær eller anden vis - mod den syriske præsident Bashar al-Assads regering.

»Jeg er først nødt til at sikre mig, at jeg har alle fakta. Det er, hvad det amerikanske folk ville forvente... Men hvis jeg kan bevise, at Assads regime har brugt kemiske våben, så ændrer det spillereglerne...,« sagde Obama.

»Når spillereglerne ændres, mener jeg, vi er nødt til at genoverveje de muligheder, vi har til rådighed. Vi er fortsat opsat på at finde en løsning i Syrien,« tilføjede han.

Samtidig understregede Obama gentagne gange, at han ikke vil lade sig presse ind i en aktion i Syrien for tidligt.

Assads regering er tidligere blevet beskyldt for at bruge våben lastet med blandt andet nervegassen sarin mod civile mål under landets to år lange konflikt.

Obamas administration har endnu ikke specificeret, hvilke beviser USA har, men regeringskilder fortæller ifølge Reuters, at beviserne blandt andet omfatter blodprøver fra påståede ofre.

Allerede i 2012 sagde Obama, at han havde givet ordre til Pentagon, militæret og andre efterretningstjenester om at »forberede de muligheder, der ville være til rådighed«, hvis »den røde linje« - brugen af kemiske våben - »bliver overtrådt«.

En nylig meningsmåling i USA viser, at et stort flertal af amerikanerne ikke ønsker at se det amerikanske militær spille en rolle i Syrien, skriver Al Jazeera.

Syrien benægter brug af kemiske våben.

Dagens Gossip