Obama vil gøre USA til en klimaforkæmper

»Som præsident, far og amerikaner, er jeg her for at sige, vi bliver nødt til at handle. USA skal være en global leder i kampen mod klimaforandringer,« sagde præsident Obama, der lagde vægt på, at der allerede i hans embedsperiode er sket »store forandringer«:

»Vi er kommet godt fra start, men der er stadig meget mere at gøre. Jeg vil arbejde med alle for at føre de her tiltag ud i livet«.

Planen betyder, at USA i 2030 samlet set skal have reduceret sit CO2-udslip med tre milliarder tons via energi-effektivisering i bygninger og apparater.

Talen lagde også vægt på det internationale samarbejde, og i præsidentens klimaplan er der en lang række forslag til, hvordan USA for alvor kan engagere og forpligte sig i forhold til den internationale klimadagsorden blandt andet ved at indgå aftaler med Kina, Indien og andre store lande, der udleder drivhusgasser.

Samtidig vil USA stoppe med at finansiere eller medfinansiere kulkraftværker, undtagen i verdens fattigste lande.

Det glæder næstformand i Europaparlamentets Miljøudvalg, Dan Jørgensen (S), der tror på, at USA kan være på vej mod en »grøn revolution«.

»Det er specielt godt, at Obama vil sænke udledningerne fra kulkraftværkerne samt støtte etableringen af nye vindmøllefarme. De to skridt alene kan gøre en stor forskel,« udtaler han i en skriftlig kommentar til Berlingske Nyhedsbureau.

Dan Jørgensen håber også på, at planen vil kunne hjælpe til at hente en aftale hjem ved klimatopmødet i Paris i 2015:

»Det, der ikke lykkedes på COP15 i København, kan måske lykkes i Paris i 2015, hvis dette reelt er et første skridt mod en ny grøn linje fra USA. Og det må jeg sige: Det ser det ud til at være.«

Dagens Gossip