Obama vil ikke længere true familier til gidsler

Skrevet af admin

23/06/2015

Dagens topnyheder

Den amerikanske regering med præsident Barack Obama i spidsen vil ikke længere true familier, som betaler gidseltagere løsesum, med retsforfølgelse.

Det siger en højtstående embedsmand til avisen New York Times.

Det Hvide Hus offentliggør onsdag konklusionerne af en seks måneder lang undersøgelse af, hvordan regeringen håndterer gidselkonflikter.

Mens undersøgelsen har stået på, har Obama holdt møder med blandt andre Diane Foley, mor til James Foley, som blev dræbt af Islamisk Stat, og forældrene til et andet dræbt amerikansk gidsel, Steven Sotloff.

Især disse gidseldrab, som blev filmet og offentliggjort på YouTube, har sat gang i debatten om USA's politik på området.

Det fremgår ifølge New York Times-kilden, at den amerikanske regering fremover fortsat skal kunne forhandle med dem, som tilbageholder amerikanske statsborgere, eller støtte familiemedlemmer, som forsøger at gøre det.

Nogle af de familier, som har stået i barske situation, har i skarpe vendinger kritiseret den amerikanske politik om aldrig at give indrømmelser, eller at udbetale løsesum til gidseltagere.

Amerikanske embedsmænd har fortalt familier til Islamisk Stats og al-Qaedas gidsler, at den amerikanske politik også medfører et forbud mod at tale om betingelser for en eventuel løsladelse.

Truslen fra myndighederne lød, at de kunne blive retsforfulgt, hvis de brød denne ordre.

/ritzau/