Obama vil næppe give luftstøtte til Bagdad

Skrevet af admin

19/06/2014

Dagens topnyheder

Præsident Barack Obama har udelukket indsættelse af amerikanske soldater i Irak, og han vil næppe støtte regeringen i Bagdad ved at bombe oprørerne.

Irak har bedt USA om at gennemføre luftangreb mod de fremrykkende militante sunnimuslimer, og embedsmænd siger, at Obama overvejer "en række muligheder."

Tyrkiets premierminister, Recep Tayyip Erdogan, siger imidlertid, at amerikanske luftangreb mod de militante ville kunne forårsage meget store civile tab, og at Washington ikke synes indstillet på at gøre det.

- USA ser ikke positivt på sådanne angreb, siger Erdogan, der henviser til, at en del af de militante hele tiden blander sig med civile.

Der er også tegn på, at amerikanerne lægger afstand til den shiamuslimske irakiske premierminister, Nuri al-Maliki, og hans regering, som i stigende grad får skyld for, at Irak er blevet stadig mere opsplittet på grund af diskrimination af det sunnimuslimske mindretal.

Den tidligere CIA-leder og ledende general David Petraeus, der blandt andet havde kommandoen over de amerikanske styrker i Mosul, og som blev kendt for sin kritik af politikken i Irak under det sunnimuslimske oprør efter den amerikansk-ledede invasion i 2003, advarer kraftigt USA mod at blive "et luftvåben for shiamuslimske militante grupper."

- Der er behov for en radikal forandret politik i Bagdad, som skal afspejle Iraks mange religiøse retninger og etniske grupper, før en ny amerikansk intervention overhovedet bør overvejes, siger Petraeus.

- Hvis der skal være støtte til Irak, så må det være støtte til en irakisk regering, som er hele befolkningens regering, og som er repræsentant for og lydhør over for alle dele af Irak, pointerer Petraeus og tilføjer:

- Vi kan ikke have et USA, som er et luftvåben for shiamuslimske militser - eller i et shiamuslimsk-sunnimuslimsk opgør.

De sunnimuslimske gruppers offensiv i Irak ledes af Den Islamiske Stat i Irak og Levanten, Isil, der står i spidsen for en del militser, som ikke har meget til fælles ud over vreden mod premierminister al-Malikis regering.

/ritzau/AFP