Obama vil sælge kamphelikoptere til voldsplaget Irak

Skrevet af admin

28/01/2014

Mest læste i dag

Den amerikanske præsident, Barack Obama, vil sælge 24 kamphelikoptere og hundredvis af missiler til Irak for at hjælpe landets regering med at bekæmpe militante oprørere.

Salget har en værdi af 4,8 milliarder af dollar, hvilket svarer til cirka 26 milliarder kroner, men skal først godkendes af Kongressen.

Kongressen har 15 dage til at gøre indvendinger mod den planlagte handel, men det er endnu uklart, om de amerikanske politikere har tænkt sig at protestere.

Ud over de 24 Apache-helikoptere vil Obama-administrationen også sælge 480 missiler samt radar- og navigationsudstyr, lyder det.

Våbnene giver Irak mulighed for "at beskytte sig mod terrorangreb og konventionelle trusler, forberede beskyttelsen af centrale olieplatforme og styrke landets suverænitet", lyder det fra USA's forsvarsministerium.

I ugevis har militante oprørere kontrolleret byen Falluja og dele af Ramadi, der ligger vest for hovedstaden Bagdad. Det er blandt andet Den Islamiske Stat Irak og Levanten (Isil), som støtter terrorgruppen al-Qaeda, der styrer byerne.

Det er første gang siden den amerikansk-ledede invasion i Irak i 2003, at militante oprørere åbenlyst kontrollerer irakiske byer, lyder det.

Irak bliver dagligt ramt af dødbringende bombeangreb. Den tiltagende vold har forstærket frygten for, at Irak falder tilbage i en borgerkrig som i 2006-2007.

Vreden fra det sunnimuslimske mindretal i Irak regnes i øjeblikket for at være den drivende kraft bag den vold, der hærger landet.

Iraks problemer bunder i en konflikt mellem regeringsmagten, der ledes af shiamuslimske Nuri al-Maliki, og landets mindretal af sunnimuslimer, som føler sig undertrykt og sat uden for indflydelse.

/ritzau/AFP