Obama vil sende 250 ekstra militærfolk på mission i Syrien

Skrevet af admin

25/04/2016

Mest læste i dag

Barack Obama er klar til at udvide det amerikanske bidrag til kampen mod Islamisk Stat i Irak og Syrien væsentligt.

Ifølge The Wall Street Journal vil USA's præsident mandag annoncere, at der skal sendes op til 250 yderligere militærfolk til Syrien for at hjælpe lokale styrker med at bekæmpe den ekstremistiske organisation.

Det er unavngivne topembedsmænd, der kommer med oplysningerne til den normalt velinformerede avis. Nyhedsbureauerne Reuters og AFP har fået bekræftet historien hos andre kilder, der heller ikke ønsker at stå frem ved navn.

Obama skulle allerede have skrevet under på de nødvendige dokumenter. Der er i dag 50 amerikanske militærfolk på jorden i Syrien, og det tal kan altså stige til omkring 300.

Præsidenten ventes at offentliggøre beslutningen på et pressemøde omkring klokken 11.30 mandag i tyske Hannover.

Han har generelt været modstander af at indsætte amerikanske styrker på landjorden i Syrien, men der blev alligevel sendt 50 specialstyrker til det krigsramte land sidste år. De deltager teknisk set ikke i kampe, og det vil ifølge The Wall Street Journal heller ikke være tilfældet med de nye tropper.

De ekstra 250 mand, der vil blive sendt til Syrien i flere etaper, kommer til at inkludere specialstyrker samt blandt andet efterretningsfolk og læger.

De kommer til at bevæge sig tæt på frontlinjen, lyder det.

- Præsidenten har godkendt en række skridt, der skal øge støtten til vores regionale partnere, herunder irakiske sikkerhedsstyrker og lokale syriske styrker, der kæmper mod Isil, siger en sikkerhedskilde til Reuters og benytter et andet navn for Islamisk Stat.

Flere end 250.000 mennesker er blevet dræbt i den fem år lange borgerkrig i Syrien. Millioner er desuden sendt på flugt.

/ritzau/