Obamas afrikanske bedstemor danser af glæde

Der blev danset og sunget af uforbeholden glæde og lykke i den kenyanske landsby, Kogelo, efter at resultatet af præsidentvalget i USA stod klart.

Ifølge Barack Obamas 89-årige bedstemor, Sarah Obama, der bor i byen, er der ingen tvivl om, hvorfor sejren endnu engang tilfaldt barnebarnet: Han vandt, fordi han ved, hvordan "man elsker alle mennesker".

- Og fordi gud har givet ham sejren, tilføjer hun.

I den lille landsby sad folk oppe hele natten og ventede utålmodigt på at få af vide, om "sønnen af deres jord" var blevet genvalgt.

- Det var hårdt denne gang, slet ikke som sidst (2008 red.). Men vi er så glade for, at han klarede det, siger en lettet Calvin Odinga.

Mange var stimlet sammen på et lokalt hotel, som viste begivenheden på storskærm for den nette sum af 12 dollar (70 kroner) - et beløb, der for mange lokale borgere svarer til en lille formue.

Da morgenen begyndte at gry, og en nervepirrende nat foran skærmen var forbi, brød mange ud i forløsende gråd til nyheden om, at Mitt Romneys nederlag var sikkert og vist.

Også fra højeste sted i Kenya er nyheden blevet modtaget med glæde og lykønskninger til Barack Obama.

- Kenya har altid været stolt af at stå i forening med dig, lyder det fra præsident Mwai Kibaki.

Selvom Obamas popularitet i Kenya er til at få øje på, håber mange alligevel, at der gennem de næste fire år vil være mere fokus på Afrika, og i særdeleshed Kenya, i Det Hvide Hus.

Ghana var det eneste afrikanske land, som Obama besøgte under sin første valgperiode.

- Det skuffede os meget, at han ikke kom til Kenya, siger den 32-årige tømrer Jack Koyoko, der dog lige netop i dag nøjes med blot at være glad for Barack Obamas genvælgelse.

Kilde: AFP

 

Dagens Gossip

Dagens TV