Obamas bolig og regeringsbygninger går i sort

Skrevet af admin

07/04/2015

Mest læste i dag

Det Hvide Hus og regeringsbygninger i Washington blev tirsdag ramt af flere strømafbrydelser, oplyser justitsministeriet.

Blandt andet måtte man afbryde og udsætte det daglige pressemøde i udenrigsministeriet, da strømmen pludselig gik.

Ministeriets talskvinde Marie Harf lod sig i første omgang ikke slå ud af mørket. Hun brugte sin mobiltelefon til at lyse den tekst op, som hun læste fra.

Der er ingen tegn på terror, siger en regeringskilde ifølge nyhedsbureauet Reuters.

El-forsyningen til regeringskomplekset på Capitol Hill blev kortvarigt afbrudt, inden nødgeneratorer satte ind.

Også museer og metrostationer i byen blev ramt af strømafbrydelserne, og her blev nødbelysning aktiveret, oplyser transportmyndighederne.

Forsyningsselskabet Pepco har endnu ikke fuldt overblik over årsagen til tirsdagens strømsvigt.

- Kort før klokken et om eftermiddagen så vi et dyk i strømmen i Washington D.C. Det skyldes et problem med en forsyningsledning, skriver Pepco på Twitter.

- Vi undersøger sagen i øjeblikket, og vi vil bringe yderligere detaljer, så snart disse er tilgængelige.

Ifølge forsyningsselskaber var også private boliger i nabodelstaten Maryland berørt.

/ritzau/Reuters