Obamas grønne ord er sød musik for dansk erhvervsliv

»Nu er en tale jo selvfølgelig altid store ord. Men det var de rigtige ord.«

Sådan anmelder DI Energis branchedirektør Hans Peter Slente præsident Barack Obamas store klimatale tirsdag aften, efter at han lige har haft natten til at fundere over den.

»Hvis man ser på talen som dansk leverandør af energi- og miljøteknologi i USA, så synes jeg, at det er nogle rigtigt positive signaler.«

USA er Danmarks fjerdestørste marked. Vi har en samlet energieksport på seks milliarder kroner årligt over Atlanten.

Det omfatter eksempelvis virksomheder som Vestas og Novozymes, der leverer grønne løsninger som f.eks. vind- og bioenergi, og Rockwool og Velux, der laver isolering og vinduer, så husholdninger får mere ud af deres energiforbrug, samt en lang række underleverandører.

»Jeg kan på ingen måde sætte tal på, hvad Obamas tale betyder. Jeg kan bare sige, at det på ingen måde er et marginalt marked, vi taler om her. Det er et stort marked for dansk energiteknologi. Energieksport udgør over 10 procent af dansk vareeksport, og omkring 10 procent af den eksport går til USA. Så det er store beløb og mange arbejdspladser, der er tale om,« siger Hans Peter Slente.

Hele vejen til månen

I sin store klimatale kom Obama vidt omkring, faktisk hele vejen til Månen. Han talte om den første Apollo-raket i kredsløb om Månen i julen 1968, og hvordan astronauterne Frank Borman, Jim Lovell og William Anders sendte livebilleder hjem af jorden set fra månen, smuk, betagende, med lysende blå have, der ligner marmor.

»Det får dig til at indse, hvad du har tilbage på jorden,« sagde citerede Obama astronauten Jim Lovell.

Han mindede om, at de officielle statistikker viser, at de 12 varmeste år nogensinde målt har været i løbet af de sidste 15 år, at isen på Antarktis er skrumpet til den laveste størrelse nogensinde - og hurtigere end nogen analyser havde vist.

Konsekvenser er højere vandstande, stormfloder, orkaner og tørke i nogle områder med dårlig høst til følge. Begivenheder der ikke bare koster liv, men også har store økonomiske konsekvenser for virksomheder og forbrugere, der skal højere skatter og højere priser for f.eks. fødevarer og forsikringer.

Lover omfattende energiomstilling

Derfor vil Obama nu sætte fuld fart på en global energiomstilling, både i forhold til at satse mere på vedvarende energiformer og energieffektivisering i USA. Men han lovede også, at USA fremover vil tage større ansvar i forhold til de globale klimaforhandlinger

Det gælder om at have modet til at handle nu, for at kunne efterlade en bedre klode til vores børn og børnebørn, sagde præsidenten.

»Jeg nægter at fordømme jeres generation og kommende generationer til en planet, der ikke længere kan reddes. Og det er derfor, at jeg i dag annoncerer en ny national klimaplan. Og jeg er her for at hverve jeres generation til at hjælpe med at bevare USA som en leder, en global leder, i kampen mod klimaforandringer,« lød det fra Barack Obama.

Ikke mange konkrete mål

Men selv om ordene var flotte og store, var der så som så med konkrete mål i præsidentens tale.

Obamas administration har allerede i 2009 lovet, at reducere landets mængde af drivhusgasser med 17 procent i forhold til 2005-niveau inden 2020, og mange flere løfter kom der ikke i går.

Præsidenten blev dog lidt mere tydelig i forhold til, hvordan målene skal nås. Det skal ske ved at skrue ned på fossiler brændstoffer, især reducere forbruget af kul og erstattet det med mere grøn energi som sol og vand.

»Så den plan, jeg annoncerer i dag, vil hjælpe os til at fordoble vores energi fra vind og sol. I dag beordrer jeg indenrigsministeriet til at give grønt lys til nok privat vedvarende energikapacitet på offentlig jord til at forsyne mere end seks millioner hjem inden 2020,«

Og forsvarsministeriet - som er den største forbruger af energi i USA - skal installere hvad der svarer til tre gigawatt vedvarende energi på sine baser. Derudover vil Obama fjerne nuværende skattelettelser for store olieselskaber, men i stedet investere mere i vedvarende energi.

Lunken modtagelse hos Eksportråd

Obamas tale får dog en lidt lunken modtagelse hos Jakob Andersen, der er Danmarks generalkonsul i Chicago og chef for Eksportrådets hold af miljørådgivere i USA.

»Vi har desværre set mange gange før, at der er masser af snak. Og når vi så skal ned på aktion-niveau, kniber det en lille smule. Det er vindmøllebranchen herovre en meget godt eksempel på,« siger han til Radio 24 Syv med henvisning til den såkaldte PTC-ordning, som giver skattelettelser til vedvarende energi.

Der er stor usikkerhed om ordningen, som i øjeblikket kun bliver forlænget med meget korte tidsintervaller. Og den er sandsynligvis en del af forklaringen på, at danske Vestas endnu ikke har noteret én eneste stor amerikansk bestilling i ordrebogen i 2013.

Planer skal godkendes i kongressen

Og selv hvis Obama agter at handle som han taler, skal han også lige en tur i kongressen for at få en blåstempling.

Den udfordring adresserede han allerede i gårsdagens tale, hvor han roste flere republikanere for at være frontkæmpere i forhold til at investere i vedvarende energi i deres stater. 

Men på trods af fortidens skuffelser og politiske forhindringer, så mener eksportchef, Jacob Andersen alligevel, at danske virksomheder bør holde sig parate ved startbanen.

»Min besked til danske virksomheder vil helt klar være: Vær klar ved havelågen. Der kommer højst sandsynlig nogle drivere, som vi ikke har set før. Og som kan drive dansk teknologi i USA,« siger han.

Jakob Andersen er ikke i tvivl om, at danske virksomheder hvis stå højt på amerikanernes liste til fremtidige samarbejdsaftaler om leverancer på energiområdet.

»Amerikanerne og dem, der beskæftiger sig med industrien, er godt klar over, at Danmark er andet end wienerbrød og den lille Havfrue,« siger han til Radio24syv og fortsætter:

»Vi har jo selvfølgelig i mange år haft et stort marked inden for vind. Og vi ser det starte indenfor biogas og bioethanol. Vi står også stærkt indenfor grønt byggeri, som han italesatte kraftigt denne gang. Og Eksportrådet satser benhårdt indenfor de her brancher,« siger Jacob Andersen.

Dagens Gossip

Dagens TV