Obamas gulddreng trækker i arbejdstøjet i Danmark

Rufus Gifford landede fredag formiddag i Københavns Lufthavn, og i vanlig ambassadør-stil understregede han landenes gode og historisk tætte forhold, men ville derudover ikke komme nærmere ind på, hvad han tænkt sig at bruge sin nye post til.

Gifford er en af de mest succesrige fundraiserchefer, Demokraterne nogensinde har haft, og han har indsamlet op mod en milliard dollar til partiets valgkasser igennem tiden. Han præsterede at rejse, hvad der svarer til små fire milliarder kroner til præsident Barack Obamas seneste valgkampagne, og netop på grund af sin indsats som succesrig fundraiser blev han belønnet med posten som ambassadør i Danmark.

Han er desuden den anden amerikanske ambassadør, der åbent har erklæret sig homoseksuel. Den første var James Hormel, som blev udpeget under præsident Bill Clinton og fik posten i Luxembourg.

Danmark er et af de lande, der typisk får en amerikansk ambassadør uden tilknytning til det faste korps af diplomater. Eksempelvis var James Cain, som var ambassadør under George W. Bush, en fremtrædende forretningsmand og republikansk aktivist.

Rufus Gifford afløser Laurie Fulton, som er vendt tilbage til sit advokatjob i Washington.

Dagens Gossip