Obamas Syrien-sejr er ikke hjemme endnu

Sådan lyder vurderingen fra USA-eksperten Mads Fuglede, ph.d.-studerende ved Københavns Universitet, efter at den republikanske sværvægter John Boehner har udtalt, at han bakker op om en militær aktion.

»Det betyder, at Obama er sikrere på opbakning. Men det er ikke afgjort endnu. Boehner har tidligere støttet Obama uden at kunne levere stemmerne,« forklarer Mads Fuglede.

John Boehner er formand for Repræsentanternes Hus, det ene af Kongressens to politiske kamre. Men selv om han nu offentligt støtter Obama, så er det langt fra sikkert, at andre republikanske politikere vil gøre det samme, påpeger USA-eksperten.

»I amerikansk politik kan man ikke sådan klappe ting af. Det er ikke ligesom i dansk politik, hvor partiformændene lige ringer rundt og får opbakning til en sag. De folkevalgte i USA stemmer, som de selv synes, de skal, i forhold til deres eget distrikt,« uddyber han og peger på, at særligt en gruppe republikanere kan give Obama grå hår i hovedet.

»Det er Tea Party-gruppen, der kan give problemer. Tea Party-gruppen i Repræsentanternes Hus er ret stor, og den vil overvejende stemme imod det her sammen med de meget venstreorienterede demokrater. Politisk mener Tea Party-gruppen ikke, at det her fornuftigt. De synes, at penge brugt på muslimske lande er penge, der er dårligt brugt. Så banalt er det.«

Den amerikanske præsident gjorde det i sidste uge klart, at han ønsker Kongressens ja til et angreb på Syrien, selv om det ikke er påkrævet. Mads Fuglede forventer ikke, at Senatet i Kongressen bliver et problem for Obama, fordi et flertal i kammeret tilhører Det Demokratiske Parti ligesom præsidenten. Men Repræsentanternes Hus kan altså give problemer, og derfor er udmeldingen fra Boehner trods alt en politisk håndsrækning, forklarer Mads Fuglede.

»Obama skal sørge for at hente stemmer nok hos det demokratiske center og det republikanske center for at få forslaget igennem. Det hjælper Obama med det republikanske center, at Boehner nu giver ham sin tilslutning til en aktion i Syrien, men det er ikke nok til, at han kan tage for givet, at det går igennem Repræsentanternes Hus,« siger han.

Det Hvide Hus beskylder Syriens præsident Bashar al-Assads regime for at stå bag et giftgasangreb på den syriske befolkning 21. august. Ifølge amerikanerne blev omkring 1.400 personer dræbt, herunder mange børn. Og det hverken kan eller skal USA tolerere, lyder det fra John Boehner.

»Vi har fjender rundt om i verden, som er nødt til at forstå, at vi ikke vil tolerere denne form for opførsel.«

»Jeg vil støtte præsidentens opfordring til handling. Det her er noget, USA er nødt til at gøre som et land,« siger han ifølge AFP.

Dagens Gossip