Obamas talsmand: Overvågning begrænses

Skrevet af admin

28/10/2013

Mest læste i dag

De seneste ugers aflytningsskandale efter afsløringer af et omfattende amerikansk overvågningsprogram betyder, at der sættes nye grænser for efterretningstjenestens metoder og brug af efterretninger.

Det meddeler talsmand Jay Carney fra Det Hvide Hus mandag.

- Vi erkender, at der er behov for yderligere begrænsninger af, hvordan vi samler og benytter efterretninger, siger Jay Carney.

Meldingen kommer en uge efter, at præsident Barack Obama kom i strid modvind på grund af beskyldninger om, at overvågningstjenesten NSA har aflyttet den tyske kansler, Angela Merkels, telefon og foretaget massiv aflytning i andre lande.

Obama udtrykker mandag fuld tillid til chefen for overvågningstjenesten NSA, Keith Alexander, siger talsmanden.

Ifølge Carney skal der være "balance mellem behovet for at samle efterretninger og privatlivet".

En nærmere gennemgang af USA's overvågningsprogram er i fuld gang og ventes afsluttet med udgangen af i år.

En EU-delegation har allerede holdt møde med den amerikanske regering og talt om behovet for at genopbygge tilliden.

- Tilliden er væk, siger Elmar Brok, som er tysk medlem af EU-Parlamentet.

- Vi må arbejde hårdt for at genskabe tilliden mellem vore ledere, mellem folk.

Obama har forsikret Merkel om, at USA ikke i øjeblikket aflytter hendes telefon, og det vil heller ikke ske i fremtiden.

Amerikanerne vil ikke svare på, om det er sket tidligere. Det er der imidlertid flere efterretninger, der peger på.

I sidste uge kom det frem via en afsløring af whistlebloweren Edward Snowden i The Guardian, at 35 verdensledere er blevet aflyttet af NSA.

I USA har mange politikere de seneste dage forsvaret den amerikanske overvågning.

/ritzau/Reuters