Obamas topfolk holdt terror-møde

Det var også lørdag, at den internationale politiorganisation Interpol udsendte en global terroradvarsel, da man mistænker terrornetværket al-Qaeda for at stå bag den seneste tids fangeflugter fra fængsler i Irak, Libyen og Pakistan.

Mødet i Det Hvide Hus blev ledet af præsident Obamas nationale sikkerhedsrådgiver, Susan Rice, og også udenrigsminister John Kerry, forsvarsminister Chuck Hagel og Janet Napolitano, der er minister for national sikkerhed, deltog sammen med ledere fra CIA, FBI og sikkerhedstjenesten NSA.

Præsidenten blev briefet efter mødet.

»Tidligt i denne uge instruerede præsidenten sit nationale sikkerhedsteam i at tage alle nødvendige skridt for at beskytte det amerikanske folk set i lyset af en potentiel trussel på eller fra den arabiske halvø,« lyder det i en meddelelse fra Det Hvide Hus.

Efter at amerikanerne har lukket en række af landets ambassader i Mellemøsten, er også Tyskland, Storbritannien og Frankrig fulgt efter med ambassadelukninger i Yemen. Mindst 22 amerikanske ambassader og konsulater er lukket i dag, søndag, som ellers er en arbejdsdag i mange muslimske lande.

Ifølge Interpol har en række fangeflugter i blandt andet Irak og Pakistan betydet, at »hundredvis af terrorister og andre kriminelle« er på fri fod.

Lederen af USAs militære stab, general Martin Dempsey, siger til ABC News, at de nuværende trusler er »mere specifikke« end tidligere og rettet mod »vestlige, ikke kun amerikanske, interesser.«

Herhjemme oplyste Udenrigsministeriets Borgerservice lørdag aften, at der ikke er planlagt danske ambassadelukninger, men at man følger situationen nøje.

BNB/AFP

Dagens Gossip