Obduktion: Palæstinensisk dreng blev brændt levende

Skrevet af admin

05/07/2014

Dagens topnyheder

Den 16-årige palæstinenser Mohammed Abu Khudair, som menes at være blevet kidnappet og dræbt af højreradikale israelere, blev ifølge den foreløbige obduktion brændt levende.

Det siger den palæstinensiske statsadvokat, Mohammed Al-A'wewy.

- Den direkte dødsårsag var forbrændinger forårsaget af ild og de medfølgende komplikationer, siger Mohammed Al-A'wewy ifølge det palæstinensiske nyhedsbureau Wafa.

Spændingerne mellem israelerne og palæstinenserne er taget voldsomt til, efter at tre israelske teenagere for nylig blev fundet døde på den besatte Vestbred.

Onsdag dukkede liget af den bortførte 16-årige palæstinenser så op i en skov og er øjeblikkeligt blevet tolket som et hævndrab fra israelere.

Saber Al-Aloul, lederen af det palæstinensiske retsmedicinske institut, overværede ifølge statsadvokaten obduktionen, der blev udført af israelske læger i Tel Aviv.

Her skal der ifølge statsadvokaten være blevet konstateret en slags støv i teenagerens luftveje, der beviser, at "drengen havde inhaleret materialet, mens han blev brændt".

90 procent af teenagerens krop var angivelig dækket af brandsår, lyder det fra statsadvokaten.

I forbindelse med fredagens begravelse af Mohammed Abu Khudair udbrød der gadekampe i Østjerusalem mellem palæstinensere og israelsk politi..

Med slagord som "med vort blod og vor ånd skal vi ofre til martyren" bar sørgende det indhyllede lig af den 16-årige gennem hans bydel Shuafat, mens en stor folkemængde vinkede med flag i de smalle gader. Han blev stedt til hvile på en lokal kirkegård.

Israel har fordømt drabet på den unge palæstinenser og lovet, at de skyldige vil blive fundet og straffet.

De tre dræbte israelske teenagere blev begravet tirsdag ved en ceremoni, der blev fulgt af flere millioner israelere. Israels premierminister Benjamin Netanyahu har anklaget den islamistiske organisation Hamas for at stå bag drabene.

/ritzau/Reuters