Observatører i Ukraine: Der er stigende fare for krig

Skrevet af admin

11/11/2014

Mest læste i dag

Eskalerende vold og uro i det østlige Ukraine skaber frygt for en ny reel krig i regionen, melder Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde, OSCE, som leder en observatørmission i landet.

- Volden i det østlige Ukraine og risikoen for yderligere eskalering er fortsat høj og stigende, siger Michael Bociurkiw fra OSCE-missionen.

En våbenhvile indgået i september er flere gange blevet krænket, og tirsdag kunne den europæiske observatørmission berette om en kolonne af blandt andet 43 mandskabsvogne, kanoner og raketaffyringsramper på vej mod et oprørskontrolleret område i regionshovedstaden Donetsk.

- Mere end to måneder efter at Minsk-aftalen blev underskrevet, er kampene ikke indstillet, siger Michael Bociurkiw.

Fem ukrainske soldater har mistet livet i løbet af det seneste døgn, og ni andre er såret. Flere end 4000 har mistet livet i regionen siden april ifølge FN.

Flere større byer i det østlige Ukraine er fortsat kontrolleret af prorussiske separatister, mens sortehavshalvøen Krim tidligere på året blev annekteret af Rusland, hvilket USA og Europa har fordømt.

Den bekymrende melding om stigende uro fra OSCE kommer samtidig med, at hollandske efterforskere tirsdag forgæves forsøgte at få adgang til at søge rester fra passagerflyet MH17, som i sommer blev skudt ned med knap 300 døde til følge.

De blev nægtet adgang til området.

- Vi håber, at arbejdet med at finde rester kan indledes snarligt, men det afhænger af situationen i regionen, siger talsmand Win van der Wegen fra den hollandske gruppe.

/ritzau/AFP