Odense advarer mod flyvende grene i stormen torsdag

Bor man i Odense, skal man ikke gå en tur i Eventyrhaven torsdag.

Der hænger stadig løse grene fra den seneste storm i Odenses trækroner. Derfor skal borgerne passe på, når stormen rammer, advarer Odense Kommune.

- Vi har haft travlt med at rydde op, og alt, hvad der er farligt, er kommet ned, men der kan stadig være løse grene rundt omkring, så man skal passe godt på, når det stormer igen, siger kontorchef for Park og Natur, Birgit Sønderskov Weber.

Torsdag og fredag rammer en voldsom storm Danmark, og Odense Kommune opfordrer borgerne til at holde sig væk fra bevoksninger.

- Vi har jo set, at når det blæser, som det blæste sidst, er det ikke kun skove, man skal passe på, man skal også gå uden om parker, siger Birgit Sønderskov Weber.

Danskerne skal forberede sig på voldsom storm og blæsevejr torsdag og fredag med orkanagtige vindstød.

Uvejret går i land ved den jyske vestkyst torsdag middag. Det starter som almindeligt stormvejr, men tager til i løbet af eftermiddagen, og ved 18-tiden torsdag bliver det stærk storm tæt på orkan med vindstød op til 140 kilometer i timen.

Stormen ventes at ramme Fyn, Sjælland og hovedstaden i de sene timer torsdag aften og natten til fredag.

På vej ind over landet ventes stormen at tabe noget af sin styrke, men man kan ikke udlukke risikoen for vaklende stilladser og flyvende tagsten.

Også dagene efter skal Odenses borgere passe på, fortæller Birgit Sønderskov Weber.

- Efter stormen skal man passe på med at være i nærheden af træer. Der kan hænge løse grene, som endnu ikke er faldet ned, siger hun.

Stormen bringer også vand med sig til hele landet. DMI forventer op til 10 millimeter nedbør.

/ritzau/

Dagens Gossip