Odense-borgmester affejer DSB: Timemodel står fast

Der skal ikke afgives minutter i rejsetiden mellem de største byer for at spare penge hos DSB.

Sådan lyder budskabet fra Odenses borgmester Anker Boye (S), efter at togselskabet tirsdag kom med en række bemærkninger til den såkaldte timemodel.

- Man har truffet en politisk beslutning om timedrift mellem de store byer i Danmark. Nu begynder DSB som udførende virksomhed at pille ved den. Det er minutter, ja, men hvis de kan få lov til det, så risikerer vi en glidebane, forklarer han til Ritzau.

Konkret skriver DSB i sin materielstrategi, at der kan realiseres en årlig besparelse på cirka 300 millioner kroner, hvis man investerer i langsommere tog. Prisen er "nogle få minutters længere rejsetid", men den er Anker Boye ikke parat til at betale.

- Timeplanen skærer et kvarter af rejsetiden mellem Odense og København, og det tillægger man så stor værdi, at man er parat til at investere over 20 milliarder kroner. Så kan du selv regne prisen ud for hvert minut, man mister, siger Anker Boye.

Han har selv planlagt den kommende letbane i Odense ud fra, at rejsetiden til Aarhus og København vil blive en time.

- Odense er gået all in på byudvikling med infrastrukturinvesteringer i milliardklassen. Så skal vi kunne have tillid til, at de beslutninger, vi læner os opad, også er holdbare.

Han kræver et møde med partifællen i Transportministeriet.

- Jeg vil forholde Magnus Heunicke det her og spørge: Hvad har vi gang i, du? Er det politikerne, der bestemmer eller administrationen, der bestemmer, spørger borgmesteren.

Spørgsmål: Men hvor stor en forskel gør det, om rejsetiden bliver en time eller en time og nogle minutter?

- Det, der bekymrer mig, er glidebanen. Ikke et minut.

Spørgsmål: Hvad er der for enden af glidebanen?

- Måske fem minutter, 10 minutter, et kvarter. Hvor ender vi henne? Det vil jeg spørge ministeren om.

Spørgsmål: DSB påpeger, at timemodellen risikerer at gå ud over rettidigheden i regional- og intercity-togene. Er passagererne mellem de store byer vigtigere end alle andre?

- For mig handler det om hele Danmark, og der er hovedmotorerne de store byer.

Spørgsmål: Men er det ikke DSB’s opgave at råbe op, hvis de mener, at politikerne har vedtaget noget uhensigtsmæssigt?

- Bestemt. Jeg vil bare gerne række fingeren i vejret og sige til ministeren, at jeg er bange for, at man tager værdien ud af en stor milliardinvestering, som skal komme Danmark maksimalt til gode, lyder det fra Odenses borgmester.

/ritzau/

Dagens Gossip