Odense og degraderet kaptajn skilles med forlig

Skrevet af admin

23/12/2015

Dagens topnyheder

En otte måneder lang tvist mellem ishockeyklubben Odense Bulldogs og den degraderede kaptajn Morten Andreasen har endelig fundet sin afslutning.

Onsdag har spilleren og klubben indgået et forlig, og den tidligere landsholdsspiller Morten Andreasen, som siden april har været smidt ned på klubbens amatørhold, er nu fri til at finde sig en ny klub.

- Det letter. Det er rigtig rart og noget, jeg ønskede hele vejen igennem, siger Morten Andreasen til Ekstra Bladet.

De to parter har aftalt at holde indholdet af forliget for sig selv, men at dømme ud fra Morten Andreasens udtalelser har han fået en kompensation med sig.

- Jeg havde ikke indgået en aftale, som jeg ikke var tilfreds med. Så kunne jeg have indgået en for otte måneder siden og ikke have været igennem alt dette bøvl, siger han.

Den nu forhenværende Odense-spiller siger, at der er interesse fra andre eliteishockey klubber.

- Jeg har en klar formodning om, at jeg kommer til at spille elitehockey i den nærmeste fremtid, siger Andreasen uden at kunne sætte en konkret deadline på.

Tvisten brød ud, da Odense Bulldogs meddelte, at Morten Andreasen ikke indgik i klubbens fremtidsplaner, hvorfor man valgte at degradere ham til klubbens amatørhold uden mulighed for at kæmpe sig tilbage.

Andreasen mente, at klubben gjorde det, fordi han havde været med på spillernes side i overenskomstkonflikten mellem spillere og klubber kort forinden, men det benægtede klubben.

I otte måneder hang de to parter på hinanden, indtil man nåede frem til et forlig dagen før juleaften.

/ritzau/