Odense overrasker mod topholdet i stor pokaltriumf

Odense Bulldogs sikrede sig søndag klubbens fjerde pokaltitel i ishockey.

Fynboerne vandt pokalfinalen med 4-0 over ligaførerholdet fra Frederikshavn White Hawks.

Værterne fra Frederikshavn dominerede kampen, men selv de største chancer blev brændt.

Odenses Mathias Thinnesen afgjorde mere eller mindre finalen midtvejs i tredje periode, da han hamrede pucken op i målhjørnet til 3-0.

På det tidspunkt var gæsterne ellers presset langt tilbage på isen i en indædt nordjysk jagt på et reduceringsmål. Det blev bare sjældent farligt, og så kunne odenseanerne slå igen på en kontra.

Pokalvinderne grundlagde triumfen i første periode, hvor Joakim Nettelbladt gjorde det til 1-0 efter godt fem minutter.

Fynboerne erobrede pucken bag Frederikshavns mål, og med stort overblik sendte Dale Mitchell den hurtigt ind i en klynge foran hjemmeholdets mål, hvor Nettelbladt fik staven på.

Godt et minut senere slog Odense kontra, og Ryan McDonough kunne øge til 2-0.

Finalen endte 4-0, da Sean Wiles med mindre end fire minutter slog den fynske pokaltriumf fast.

/ritzau/

Dagens Gossip