Odense vil også holde Melodi Grand Prix

Kort inden fristen for at byde på værtskabet for næste års Eurovision Song Contest udløber, melder Odense sig også ind i kampen.

Samtidig ønsker byen også at være vært for den indledende danske konkurrence.

- Det kan blive et rigtig godt sammenfald. Melodi Grand Prix og MGP er en national begivenhed, som kan samle det meste af nationen, siger Odenses borgmester, Anker Boye (S) i en pressemeddelelse.

- Og da Danmark - som forsvarende mester - samtidig er årets europæiske Grand Prix Land, regner vi med, at der i 2014 vil være et ekstraordinært stort fokus på Dansk Melodi Grand Prix og MGP i Danmark, siger han og fortsætter:

- Det er jo ved Dansk Melodi Grand Prix 2014, at vi skal vælge den kunstner, som skal forsvare titlen på hjemmebane. Det er meget positivt for Odense.

Hvis Odense løber med værtskabet, vil byen bruge sin status som dansk grand prix-by næste år til at få del i den internationale opmærksomhed, som Eurovision Song Contest 2014 tiltrækker.

Det vil for eksempel ske ved særarrangementer i Odense og på Fyn i ugerne op til afviklingen af Eurovision Song Contest 2014.

/ritzau/

 

Dagens Gossip

Dagens TV