Odenses borgmester forsvarer Togfond i pengenød

Skrevet af admin

07/05/2016

Mest læste i dag

Togfonden er så vigtig for Danmark, at projektet må gennemføres, skønt riget fattes penge.

Det siger Odenses borgmester, Anker Boye (S).

Han opfordrer derfor Folketinget til at stå fast, selv om fonden ifølge Finansministeriet mangler 15,5 milliarder kroner, fordi olieprisen er styrtdykket.

- Derfor er mit gode råd til Christiansborg: Hold nu fast. Lad være med at udstille jer selv som nogle, der ikke kan finde ud af at lave langsigtede løsninger til gavn for hele Danmark, siger Anker Boye.

Odense investerer de næste otte år 34 milliarder kroner i blandt andet en ny letbane. Det er historisk højt, påpeger borgmesteren.

- Det er en investeringsrate, vi aldrig har set før. Det er i de store byer med forskning, viden og uddannelse - som i Odense - hvor væksten sker. De byer, vil man binde sammen, så hele Danmark hurtigt kommer til hinanden, siger Anker Boye.

- Det vil stimulere væksten i Odense og de fire store byer.

Togfonden til 28,5 milliarder kroner skal sikre en times togrejse på strækningerne København-Odense-Aarhus-Aalborg. Det sker ved at elektrificere tognettet og bygge Vejlefjordbroen, som sparer tid, påpeger Odenses borgmester.

- Det er hamrende vigtigt, at Christiansborg koncentrerer sig om sin hovedopgave. Det er at sikre infrastrukturen. Det er helt afgørende for samfundet, erhvervslivet og de fire store byers udvikling. Her er timemodellen et helt afgørende element, siger Anker Boye.

I alle store projekter kommer der "bump på vejen". Det må ikke få folketingspolitikerne til at ryste på hånden eller bukke under for lokale interesser, advarer han.

- Der kan komme udfordringer med finansieringen. Så må man løse dem og ikke ødelægge projektet. Danmark har ikke råd til, at Christiansborg i tide og utide ryster på hånden, siger Anker Boye.

/ritzau/