OECD: Reformer kan øge dansk produktivitet

»Danmark er i gang med ret mange reformer, som hver især kan bidrage til at øge produktiviteten. Men de skal selvfølgelig føres ud i livet, før resultaterne rigtigt begynder at vise sig,« siger hun til avisen med henvisning til blandt andet reformer på uddannelsesområdet og skattereformen fra 2012.

International forskning har vist, at lande, der i en periode har haft en lav produktivitetsvækst, har en tendens til at indhente noget af efterslæbet senere. Det giver OECD troen på, at den danske produktivitet også vil stige, skriver Politiken.

»Men det er vigtigt at understrege, at reformerne skal implementeres, og at der er behov for yderligere reformer i de kommende år, hvis produktiviteten skal op,« siger Stéphanie Jamet, der peger på den manglende konkurrence i servicesektoren, det store frafald på erhvervsuddannelserne og den høje marginalskat, som primære indsatsområder i jagten på en øget produktivitet.

OECD har i sine prognoser for dansk økonomi allerede nu dog indregnet, at der kommer til at ske en vækst i produktiviteten herhjemme. Frem mod 2018 forventes en årlig vækst i produktiviteten på 0,8 procent – stigende til 1,6 procent fra 2018 til 2030.

Tallene skal ses i forhold til, at Danmark ifølge OECDs tal fra 2007 til 2011 blot havde en vækst i produktiviteten per arbejdstime på 0,1 procent årligt.

Formand Peter Birch Sørensen fra Produktivitetskommissionen – der i de kommende måneder kommer med sin anbefalinger til regeringen – er ifølge Politiken enig med OECD i, at der er et potentiale for højere produktivitetsvækst.

»I Sverige havde man i mange år en rigtig sløj udvikling i produktiviteten, men svenskerne er i de senere år kommet stærkt igen. I Danmark bør vi også kunne lave et comeback,« siger han.

I Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE), der netop har kritiseret OECDs syn på fremtidens danske arbejdsmarked, mener de også, at de danske politikeres reformiver bør give tro på en snarlig højere dansk produktivitet.

»Det virker til, at problemerne bliver taget alvorligt. Desuden har OECD ret i, at det ville være mærkeligt, hvis ikke vi kunne lære af udlandet og af den vej højne produktiviteten,« siger AEs direktør Lars Andersen til Politiken.

Dagens Gossip