OECD støtter regeringens stramme finanspolitik

I går anbefalede Det Økonomiske Råds såkaldte vismænd, at regeringen tager tegnebogen op af lommen og spenderer mere i de kommende år for at skubbe væksten i gang. Modsat siger OECD i dag, at det ikke bliver nødvendigt.

»Finanspolitikken står til at blive strammet i 2013, men effekten på økonomien forventes at være begrænset. Yderligere stimulans (af økonomien, red.) er ikke nødvendig, med mindre væksten viser sig at være markant dårligere end forventet,« skriver OECD i sin rapport i dag.

Men der er alligevel den løftede pegefinger, at reformkursen i Danmark skal holdes.

»De seneste strukturelle reformer bør implementeres fuldstændigt for at sikre både den langsigtede vækst og den finansielle holdbarhed,« skriver de internationale økonomer.

Dermed støtter OECD regeringens synspunkt i diskussionen om at investere yderligere skattekroner i vækst. Vismændene nævnte i går som en mulighed, at regeringen kunne øge det offentlige forbrug frem til 2020, for eksempel gennem større offentlige investeringer eller en forlængelse af erhvervslivets investeringsvindue med forbedrede muligheder for afskrivninger.

Men finansminister Bjarne Corydon (S) afviste i går at trække tegnebogen frem, og han får altså nu støtte til at holde på pengene af OECD. OECD forventer en langsomt forbedret vækst i Danmark dels på grund af de hidtidige investeringer i vækst, dels den lave rente og dels en forbedring af eksporten i takt med, at verdensøkonomien kommer op i fart.

Dagens Gossip