OECD tror på højere dansk vækst end regeringen gør

Vækstudsigterne i Danmark er bedre, end regeringen selv tør tro på. I hvert fald hvis man spørger OECD - Organisationen for økonomisk samarbejde og udvikling.

I den seneste økonomiske temperaturmåling, som OECD har offentliggjort onsdag, skønnes Danmarks vækst i år at blive 1,9 procent, mens den i 2016 vurderes til at blive 2,3 procent.

Det er mere optimistiske udsigter end dem, som økonomi- og indenrigsminister Morten Østergaard (R) offentliggjorde i den såkaldte Økonomisk Redegørelse kort før valget.

Her var regeringens skøn, at det danske bruttonationalprodukt ville stige med 1,7 procent i år og 2,0 procent næste år.

Faktisk ligger OECD på linje med vismændene, hvis bud på væksten i år og næste år er præcis mage til.

- Ender BNP-væksten med at svinge sig op på to procent i år, vil det i så fald være den største fremgang i dansk økonomi målt siden 2006, noterer chefanalytiker Tore Stramer fra Nykredit sig.

Det er den forbedrede eksport, en lavere kronekurs, de lave energipriser og den lave rente, der ligger til grund for vurderingen.

Dertil lægger OECD, at højere forbrugerforventninger og et boligmarked i bedring vil understøtte de positive trends i den danske økonomi, både hvad angår forbrug og investeringer.

/ritzau/

Dagens Gossip