Øget dansk grænsekontrol vil give flere asylansøgere

Skrevet af admin

05/09/2014

Dagens topnyheder

Jo mere kontrol, jo flere asylansøgere.

Spådommen kommer fra formanden for Dansk Told & Skatteforbund, Jørn Rise, der vurderer, at en øget kontrol ved de danske grænser vil få antallet af asylansøgere til at stige. Det skriver Jyllands-Posten.

- Hvis vi får flere ressourcer til at øge kontrollen ved grænsen, viser vores erfaringer, at det vil få den afledte effekt, at vi vil støde på flere flygtninge, der opholder sig uden opholdsgrundlag i grænseområdet. Dem må vi så overgive til politiet, og mange af flygtningene vil søge asyl i Danmark, selv om de måske blot var på gennemrejse til eksempelvis Sverige, siger han til avisen.

I en periode på fem måneder fra juni 2011 blev grænsekontrollen øget, da Dansk Folkeparti sammen med den daværende VK-regering indførte flere ansatte og kontroller ved grænsen. I den periode blev flere udlændinge stoppet ved grænserne end normalt.

I øjeblikket oplever de nordiske lande den største flygtningestrøm fra Syrien. Mange søger mod Sverige og bruger Danmark som gennemrejseland, men bliver de stoppet i Danmark, er politiet forpligtet til at overgive dem til de danske myndigheder. Det får mange af flygtningene til at søge om asyl i Danmark i stedet for blive sendt ud af landet igen.

Forskningschef ved Institut for Menneskerettigheder, Thomas Gammeltoft-Hansen, spår også, at en øget grænsekontrol vil føre til flere asylansøgere.

- Hvis man indfører mere kontrol langs de danske grænser, vil det formentligt betyde, at en del af de asylansøgere, som vil være på vej mod eksempelvis Norge eller Sverige, simpelthen vil blive stoppet i Danmark, få afbrudt deres rejse og i stedet søge om asyl i Danmark. Det kender vi allerede nu en del eksempler på, siger han til Jyllands-Posten.

DF vil kræve øget kontrol, hvis partiet skal støtte en ny borgerlig regering, og retsordfører for DF, Peter Skaarup, slår fast, at selv om der potentielt kommer flere asylansøgere, vil mere grænsekontrol sende et signal til menneskesmuglere om, at der bliver holdt øje med dem, og at "sociale turister" kan sendes tilbage.

/ritzau/