Øget digital sundhed bliver godt modtaget

Patientforeningen og Lægeforeningen er positive over for strategien, og det samme er Venstre og Konservative. Alle er enige om, at øget brug af moderne kommunikationsformer vil komme patienterne til gavn.»Vi er positive over for de fleste elementer i den her digitaliseringsstrategi. Jeg tror, at det er i patienternes interesse, at der bliver bedre mulighed for at bruge den nye teknologi til at komme i kontakt med sin læge eller med hospitalet. Men det er vigtigt, at man så bruger den moderne teknologi rigtigt,« siger Erik Bach, formand for Patientforeningen, til Berlingske Nyhedsbureau.

Hos Lægeforeningen har man længe opfordret til en forbedring af de IT-systemer, som har stjålet kostbar tid, og formand Mads Koch Hansen forventer sig således meget af den nye digitaliseringsstrategi.

»Læger er ved at miste tålmodigheden med IT-systemer, der ikke fungerer, og som tager kostbar tid fra behandlingen af patienterne. Derfor er den nye IT-strategi det kærkomne skridt i den rigtige retning, som Lægeforeningen længe har efterlyst,« siger Mads Koch Hansen.

I forbindelse med den fællesoffentlige strategi investerer regeringen 80 millioner kroner i øget digitalisering, hvor de 75 millioner kroner vil gå til såkaldt tele-medicin, hvor man behandler patienter via mail, videochat eller lignende. Dertil kommer investeringer fra også regioner og kommuner i perioden 2013-2017.

Hos Venstre og de Konservative bakker man op om initiativerne, men påpeger, at en stor del af strategien burde have været indført tidligere.

»Overordnet er der mange gode intentioner, som Venstre kun kan bakke op om, fordi initiativerne om at øge digitalisering både kan være med til at sikre bedre tilbud til borgerne og sikre, at vi får mere sundhed for de penge, vi bruger på området,« siger sundhedsordfører Sophie Løhde (V).

»Når det så er sagt, så bærer strategien præg af, at man præsenterer gammelt vin på nye flasker, forstået på den måde, at man gentager allerede aftalte initiativer, der burde have være blevet implementeret tidligere, som noget nyt, for eksempel Det Fælles Medicinkort. Og det er jo ikke særligt ambitiøst, når man taler om en »ny digitaliseringsstrategi«,« tilføjer Løhde.

Sundhedsordfører Benedikte Kiær (K) er enig, men hæfter sig primært ved, at strategien rummer mange positive elementer, som VK-regeringen var med til at sætte i gang for år tilbage.

»Jeg er spændt på at se, hvordan sundhedsministeren, KL og regionerne nu vil øge digitaliseringen i praksis, for der er ingen tvivl om, at der er meget at hente ved at blive bedre til at kommunikere med patienterne digitalt,« siger Benedikte Kiær.

Både de Konservative og Venstre opfordrer desuden til, at man ikke glemmer de patienter, der ikke har forudsætninger til at benytte sig af tele-medicin.

Dagens Gossip