Øjenvidne: Afrikanere skal overbevises om ebola-fare

Skrevet af admin

26/09/2014

Dagens topnyheder

Nogle afrikanere forstår alvoren i den dødsensfarlige sygdom ebola. Andre ikke.

Det fortæller Peter Kaas-Claesson, der er udsendt for Beredskabsstyrelsen til det vestafrikanske land Liberia.

- FN gør en kæmpe indsats ved at have 100 patruljer kørende rundt i landet for at oplyse om og advare mod, hvordan ebola smitter. Men budskabet bliver ikke taget lige alvorligt alle steder, og det er derfor ikke alle, der retter sig efter henvisningerne.

- Nogle er af den opfattelse, at ebola er regeringens opfindelse for at trække flere penge ud af Vesten. Andre tror, det er Vesten, der har opfundet ebola. Nogle stoler simpelthen ikke på myndighederne, og det er en af årsagerne til, at smitten breder sig så hurtigt, siger han til Ritzau.

Til daglig er Peter Kaas-Claesson kolonnechef hos Beredskabsstyrelsen på Bornholm. I en uge har han været i Monrovia, og her skal han være de næste tre uger som en del af FN's udrykningshold Undac.

Han er ansvarlig for militær og civil koordination og skal bistå med opbygningen af kommunikation, så ressourcerne mellem FN, hjælpeorganisationer og de nationale myndigheder i området bliver udnyttet bedst muligt.

Spørgsmål: Hvordan påvirker ebola-epidemien Monrovia?

- Der er mindre liv på gader og stræder, der er mindre gadehandel. Skoler og institutioner er lukkede, og mange går ikke på arbejde og tjener derfor ikke nogen penge, fortæller Peter Kaas-Claesson.

At samfundet er lukket ned, skaber problemer for et land, der i forvejen er hårdt ramt af fattigdom.

- Man ser en masse mennesker, der ikke har arbejde, penge eller noget overhovedet. Når mørket falder på, ligger der mange mennesker i gaderne, siger Peter Kaas-Claesson.

Liberias sundhedssystem er nærmest brudt sammen under ebola-epidemien.

- I øjeblikket er der 100 læger og 200 sygeplejersker, der arbejder med at bekæmpe den dødelige sygdom i landet. Det er tal, jeg har fra en af de læger, vi samarbejder med hernede. Der er hårdt brug for mere sundhedsfagligt uddannet personale, siger Peter Kaas-Claesson.

Danmark har netop bevilget 10 millioner kroner ekstra til Beredskabsstyrelsens opbygning af faciliteter for sundhedspersonalet, 20 millioner kroner til WHO's ebola-indsats samt 10 millioner kroner til et transportskib.

Også danske Mærsk har via datterselskabet APM Terminals Liberia og Maersk Line doneret 50 telte til Liberias regering til et nyt ebola-behandlingscenter i Monrovia, hvor der er massiv mangel på senge.

/ritzau/