Øjenvidne: Elefant gik amok, efter en dyrepasser slog den med en pind

Det der skulle have været en hyggelig tur på stranden og se elefanterne fra Cirkus Arena bade, blev pludselig til en højdramatisk affære, da en elefant pludselig gik til angreb på en parkeret bil, efter den havde været ved at ramme en kørestolsbruger, der ville se de store dyr bade. 

I første omgang var der meldinger om, at det var en bils dytten, der skulle have gjort elefanten vred, men et øjenvidne siger nu, at det var en dyrepasser, der udløste vreden. 

Læs også: Elefant amok ved Næstved: Smadrede bil og skræmte kørestolsbruger

- Vi var på vej op til den skrænt ved rundkørslen, hvor det skete. Der var rigtigt meget kaos, og elefanterne virkede stressede. De flakkede fra side til side og drejede rundt, og dem, der skulle have styr på dem, virkede ikke til at have styr på dem. Den ene af dem slog en af elefanterne med en pind, og så gik den amok på vores bil, fortæller Signe, til Tv Øst.  

Hun var der sammen med sin papmor, der ejede den bil, elefanten smadrede, og efter angrebet flygtede folk i panik, fortæller hun. 

- Det var meget voldsomt at se på. Især for de små, tænker jeg, at det har været voldsomt. Vi er ret rystede, for et er ikke lige noget, man regner med sker.

Lige nu er jeg bare glad for, at min papmor stoppede op for at kigge på nogle billetter, for ellers havde vi måske siddet i bilen, da elefanten kom forbi, siger Signe, der undrer sig over hele forløbet.

- Jeg forstår ikke, hvordan elefanterne bare kunne få lov at gå rundt, uden at der var spærret af. Der var virkelig mange mennesker, der gik tæt på dem, og elefanterne virkede stressede lang tid før, det her skete. Jeg kommer ikke til at deltage i det igen, for jeg synes ikke, der var styr på tingene, og jeg synes, det var synd for elefanterne, siger hun til Tv Øst.

 

Dagens Gossip