Økologiske frugtavlere får erstatning for sprøjtegift

To økologiske frugtavlere får nu erstatning, fordi man sidste år kunne spore sprøjtegift på deres frugt. Frugtavlerne kunne ikke sælge frugten som økologisk og måtte trække deres varer tilbage fra hylderne.

Det er Landbrug & Fødevarer (L&F), der giver de økologiske æbleavlere erstatning efter fund af plantebeskyttelsesmidler. Samlet får de to avlere 220.000 kroner, og kompensationen er del af en handlingsplan på området, oplyser L&F.

- Det er selvfølgelig meget uheldigt, at økologiske æbleavlere skal miste omsætning, fordi naboer eller andre landmænd længere væk har sprøjtet deres egne afgrøder efter gældende regler, siger Uffe Bie, formand for Økologisektionen i L&F.

- Derfor er vi økologer og de konventionelle landmænd i Landbrug & Fødevarer enige om, at æbleavlerne skal kompenseres i den her sag, den såkaldte Boxer-sag, siger han.

Paul Holmbeck, direktør i Økologisk Landsforening, siger, at problemet er, at sprøjtegiften fordamper, og kommer ned igen med regnen. Og derved forurenes blandt andet de økologiske frugter.

- De økologiske frugtavlere skal holdes skadefri, og Landbrug & Fødevarer kompenserer nu frugtavlerne for tab i 2013. Det vil vi gerne kvittere for, siger Paul Holmbeck til Ritzau.

Det er rester af plantebeskyttelsesmidlet prosulfocarb, der er fundet på økologiske æbler. L&F oplyser, at det næsten er umuligt at påvise, hvordan det er havnet på de økologiske æbler. Alligevel har man valgt at udbetale erstatning.

Videncentret for Landbrug, der er en del af L&F, og kemifirmaet Syngenta, der producerer ukrudtsmiddel baseret på prosulfocarb, har lavet en handlingsplan, der skal forhindre, at prosulfocarb i fremtiden lander på økologiske frugter.

Men i Økologisk Landsforening mener man, at det ikke burde være frivilligt for landmændene at følge handlingsplanen. Det burde i stedet vedtages ved lov.

- Vi tror helt sikkert på, at nogle landmænd vil ændre praksis. Men det er langt fra alle, der vil gå den vej, siger Paul Holmbeck.

Ifølge Paul Holmbeck er miljøminister Karen Brosbøl (S) kaldt i samråd om sagen i næste uge.

/ritzau/

Dagens Gossip

Dagens TV