Økonom: Dyr hiv-behandling overskrider statens ansvar

Skrevet af admin

13/05/2016

Dagens topnyheder

Dyr hiv-behandling til homoseksuelle mænd med mange partnere kan i princippet godt betale sig økonomisk. Men det er ikke ensbetydende med, at man bør tilbyde behandlingen.

Det mener Jakob Kjellberg, professor og programleder for sundhed ved Det Nationale Institut for Kommuners og Regioners Analyse og Forskning, Kora, om at læger ifølge Berlingske ønsker at indføre dyr hiv-behandling til denne gruppe.

- I princippet kan man ikke udelukke, at det økonomisk kan betale sig, men i praksis er det svært at afgrænse.

- Det handler i højere grad om at se på, hvad det er for et samfund, der er rimeligt, og hvad der skal være til rådighed.

Den såkaldte PrEP-behandling vil kunne forebygge, at mændene udvikler hiv, men det vil koste op mod 50.000 kroner om året per patient.

Behandlingen kan enten bestå af, at mændene eksempelvis tager en Truvada-tablet dagligt eller en dobbeltdosis 2 til 24 timer før samleje efterfulgt af en dosis 24 eller 48 timer efter.

Alene i hovedstadsområdet kunne det være relevant for mellem 500 og 1000 homoseksuelle mænd.

Hiv-eksperter i det sundhedsfaglige råd for infektionsmedicin i Region Hovedstaden har ansøgt regionen om at indføre behandlingen, men Lægemiddelkomiteen i regionen har afvist, da de mener, der findes effektive og billigere alternativer eksempelvis brug af kondom.

Og ifølge Jakob Kjellberg kan man sammenligne det med folk, der kører spritkørsel.

- Bør de have gratis adgang til taxa eller bil med chauffør? Heller ikke der vil man kunne udelukke, at det kunne være en økonomisk gevinst. Men er det virkelig sådan et samfund, vi ønsker, eller må folk også tage noget ejeransvar?

- Personligt mener jeg, at det er at udvide velfærdsstatens ansvar i forhold til det personlige ansvar. Jeg ville synes, man strækker grænserne lidt for langt.

Ansøgningen skal nu behandles af Sundhedsstyrelsen. Men heller ikke sundhedsminister Sophie Løhde (V) er umiddelbart åben over for at tage den nye behandling i brug.

Det skønnes, at omkring 6000 personer i Danmark lever med hiv. Hvis 1000 personer skal have pillerne, vil den årlige regning løbe op i nærheden af 50 millioner kroner.

/ritzau/