Økonom: Finanslov får kun marginal betydning for væksten

Skrevet af admin

27/11/2013

Mest læste i dag

Med finansloven bliver der pumpet flere penge ind i den danske økonomi næste år.

Men beløbet er ikke stort nok til at ændre markant på prognoserne for den økonomiske vækst i 2014.

Det mener cheføkonomerne fra Nordea og Danske Bank.

- Det er naturligvis positivt, at der nu er en større grad af økonomisk sikkerhed over det kommende år, og det er godt for den økonomiske aktivitet. Nu ved vi, hvad vi har at forholde os til, siger Steen Bocian, cheføkonom i Danske Bank.

- Vi har for blot én måned siden i USA set, hvordan politisk usikkerhed kan være med til at trække den samlede økonomiske aktivitet ned, konstaterer han.

Nordeas cheføkonom, Helge Pedersen, mener, at aftalen "vil understøtte det spirende økonomiske opsving".

- Vi vurderer, at der i store træk er tale om en ansvarlig aftale, som ikke kommer i karambolage med de overordnede krav om at overholde Budgetlovens krav til størrelsen af det strukturelle budgetunderskud, skriver han i en kommentar.

Forliget betyder blandt andet, at en række af de skattelettelser, som var planlagt til 2015 og 2016 bliver fremrykket til 2014 for at stimulere økonomien.

Men i den store makroøkonomiske sammenhæng er effekten yderst begrænset.

- Det kan måske øge væksten med 0,1-0,2 procentpoint, men umiddelbart er det ikke noget, der får os til at ændre på vores skøn for økonomien næste år, siger Steen Bocian.

Det samme gælder bankens prognose for ledigheden i 2014. Aftalen kan måske være med til at reducere ledigheden, men det er i småtingsafdelingen, understreger Steen Bocian.

- Man skal være opmærksom på, at modstykket til en ekspansiv finanspolitik i 2014 er, at den måske bliver mindre ekspansiv i 2015. Så det er måske snarere et spørgsmål om, hvornår folk er ledige end, hvor mange ledige, der bliver, siger Bocian.

Danske Bank forventer en vækst i det danske bruttonationalprodukt i 2014 på omkring 1,5 procent i forhold til i år.

/ritzau/