Økonom: Fogh har medansvar for boligboble

At Anders Fogh Rasmussen i søndagens udgave af Jyllands-Posten fralægger sig ansvaret for en boligboble i Danmark holder ikke. Det siger cheføkonom hos Sydbank, Jacob Graven.

I et interview i Jyllands-Posten søndag siger Anders Fogh Rasmussen ellers, at han ikke er en "barnepigepolitiker," og at man sagtens kan lægge ansvaret over på borgerne selv.

Men det er ikke nok til at overbevise Jacob Graven, der siger, at ansvaret for overophedningen af det danske boligmarked ikke udelukkende kan placeres på borgerne.

- Jeg køber den ikke helt, når han siger sådan. Selvfølgelig har han ret i, at det er folks eget ansvar, hvordan de forvalter deres boligøkonomi, siger han til Ritzau.

- Men fuldstændig at fraskrive politikerne et ansvar for, at der blev skabt en uhensigtsmæssig boligboble - også i et samfundsøkonomisk perspektiv - det, mener jeg, ikke er fair.

Han understreger, at folk naturligvis selv må afgøre hvilken type, lån de vil tage. Han mener dog også, at det er politikernes ansvar at afgøre, hvilke typer lån der stilles til rådighed for befolkningen.

- Og der er faktum jo, at politikerne over en årrække var med til at indføre en liberalisering af låneformerne, og der har eftertiden vist, at det var med til at puste til boligboblen, siger Jacob Graven.

Spørgsmål: Mellem politikere og forbrugere er der et mellemled i form af realkreditinstitutterne og deres rådgivere. Hvad er deres rolle i denne situation?

- Når politikerne laver den slags nye långivningsformer, så er det jo ikke nødvendigvis noget, de selv har fundet på, siger Jacob Graven.

- Der har jo givetvis været noget lobbyvirksomhed fra forskellige udbydere af lån. Og der er det jo også fair at sige, at der har været presset på for en liberalisering fra den kant

/ritzau/

 

Dagens Gossip