Økonom: Grækenland kan fyre op under europæisk gældskrise

Skrevet af admin

29/12/2014

Dagens topnyheder

Nyvalg i Grækenland fordi det græske parlament i tredje forsøg ikke kunne enes om en præsident, kan potentielt set få gældskrisen i Europa til at blusse op igen.

Det vurderer makroøokonom i Sydbank Peter Bojsen Jakobsen.

- Det er venstrefløjspartiet Syriza, der står til at vinde valget, og årsagen til den store opbakning til partiet er, at partiets leder (Alexis Tsipras, red.) i ret klare vendinger har udtalt, at, han vil have en ny låneaftale med EU, ECB og Den Internationale Valutafond.

- Det kan potentielt sætte gang i en ny gældskrise fordi andre gældsplagede lande som Portugal, Italien og Spanien vil kunne presse på for det samme. Det vil kunne skabe fornyet usikkerhed og uro, siger Peter Bojsen Jakobsen til Ritzau.

Det græske aktiemarked faldt som en sten efter afstemningen i det græske parlament, hvor det ikke lykkedes at vælge en ny præsident.

Forud for afstemningen var aktierne i det toneangivende aktieindeks ASE-indekset nede med otte procent, men faldt yderligere til 11 procent.

Markedet har også ifølge makroøkonomen reageret med stærkt stigende renter på de græske statsobligationer efter udmeldingen fra oppositionslederen Alexis Tsipras om, at han vil genforhandle Grækenlands låneaftale.

Ved middagstid var renten på den 10-årige græske statsobligation steget til 9,2 procent.

Låneaftalen med EU, Den Europæiske Centralbank (ECB) og Den Internationale Valutafond (IMF), der har reddet Grækenland fra statsbankerot.

- Det har han stået stålfast på, og det er det, der har sikret ham opbakningen i befolkningen, siger Peter Bojsen Jakobsen.

EU, IMF og ECB har med låneprogrammer stillet krav til Grækenland om reformer og nedskæringer på de offentlige budgetter.

- Det har selvfølgelig ramt befolkningen hårdt, og det er forklaringen på, at venstrefløjsoppositionen har fået så stor opbakning blandt vælgerne.

- Men man skal også hæfte sig ved, at Syrizas leder har udtalt, at han er tilhænger af europæiske projekt, siger Peter Bojsen Jakobsen.

/ritzau/