Økonom: Hver ottende har droppet F1-lånet det seneste år

Skrevet af admin

28/02/2014

Dagens topnyheder

Danskerne vælger i stigende grad at droppe deres F1-lån for i stedet at benytte sig af de tre- og fem-årige rentetilpasningslån.

Det vurderer Lise Nytoft Bergmann, boligøkonom hos Nordea Kredit, i en kommentar til Danmarks Nationalbanks offentliggørelse af "Værdipapirstatistik", der tager udgangspunkt i udviklingen for januar 2014.

I årets første måned havde realkreditinstitutterne udlån for 2661 milliarder kroner. Det er en spids mere sammenlignet med for et år siden, hvor udlånet lå på 2641 milliarder kroner.

- Ser vi alene på de et-årige rentetilpasningslån, udgør de nu 753 milliarder kroner mod 850 milliarder kroner for et år siden, siger Lise Nytoft Bergmann og uddyber:

- Det svarer til, at de et-årige rentetilpasningslåns andel af det samlede realkreditudlån er faldet fra 32,2 procent for et år siden til nu 28,3 procent, eller til at hver ottende låntager med et F1-lån har forladt det til fordel for et andet lån i løbet af det seneste år.

Boligøkonomen pointerer, at tilbage i april 2012, hvor F1-lånenes udbredelse toppede, udgjorde de 35,6 procent af alle realkreditlån mod nu 28,3 procent.

- Det svarer til, at hver femte låntager med F1-lån har skippet det til fordel for et andet lån i løbet af de seneste knap to år. Det er en ganske mærkbar udvikling, fastslår Lise Nytoft Bergmann.

Hos Nordea formodes det, at baggrunden for F1-lånets dalende popularitet primært kan skyldes den lave, lange rente og retorikken hos realkreditinstitutterne samt bidragssatser.

- Det har givetvis fået mange danskere med F1-lån til at overveje deres muligheder en ekstra gang, siger boligøkonomen og fortsætter:

- Mange er formentlig kommet til den konklusion, at F3-lånet og F5-lånet er et attraktivt alternativ, såfremt de fortsat ønsker et variabelt forrentet lån.

/ritzau/