Økonom: Ny metode ændrer synet på dansk økonomi markant

Skrevet af admin

25/11/2013

Dagens topnyheder

En ny metode til at måle produktiviteten i det offentlige har fået Danske Bank til at revidere sit billede af dansk økonomi i den positive retning.

Sådan lyder det fra bankens cheføkonom, Steen Bocian, efter Danmarks Statistik mandag offentliggjorde den nye metode, og hvad den betyder for økonomien.

- Dagens tal viser, at produktivitetsvæksten i den offentlige sektor har været væsentligt højere end tidligere vurderet, skriver Steen Bocian i en kommentar.

- Vi taler ikke små ændringer. Ændringerne er så store, at det flytter markant på vores billede af dansk økonomi og ikke mindst den offentlige sektors ydelser, tilføjer cheføkonomen.

Ifølge Danmarks Statistik vil den nye metode øge BNP-væksten med omkring 2,1 procentpoint over perioden 2005-2012 som helhed.

Den største effekt ses i 2011 og 2012, hvor metoden hæver BNP-væksten med henholdsvis 0,4 og 0,6 procentpoint.

- Det vil sige, at vi faktisk havde vækst i 2012 - ikke faldende BNP, som tidligere vurderet af Danmarks Statistik, skriver Steen Bocian.

Han mener dog ikke, at dagens tal ændrer på den generelle krisestemning, som ifølge cheføkonomen er knyttet til beskæftigelsen, huspriserne og det private forbrug.

- Og her ændres ikke noget, men dagens tal viser, at krisen har været noget mildere målt ud fra BNP end tidligere vurderet, siger Steen Bocian.

Ifølge Steen Bocian betyder opgørelsen, at de offentlige tjenesteydelser målt i faste priser er vokset dobbelt så meget som tidligere vurderet i perioden siden 2005.

- Det gør en markant forskel, for det betyder, at de tjenesteydelser, som vi får fra den offentlige sektor, reelt er vokset meget mere, end vi tidligere har haft vurderet. Vi får simpelthen mere service for pengene, siger Steen Bocian.

Det nye ved metoden er, at tallene baserer sig på output i stedet for input. Det er samme metode, som resten af EU bruger.

Ifølge Nura Deveci, fuldmægtig hos Danmarks Statistik, vedtog EU den nye opgørelse tilbage i 2006, men Danmarks Statistik har tøvet med at tage den i brug.

- Vi ville gerne udvikle metoden først og være sikker på, at det er pålidelige data og metoder, vi bruger, siger Nura Deveci til Ritzau Finans.

De andre lande har i modsætning til Danmark ændret opgørelsesmetoden løbende, i takt med, at metoden blev ændret, og EU har også ændret krav undervejs, forklarer Nura Deveci.

/ritzau/