Økonom: Superligaklubber lever på en knivsæg

Skrevet af admin

24/10/2013

Dagens topnyheder

Både Superligaens førerhold FC Midtjylland og de nærmeste forfølgere fra AaB har i dette efterår været ramt af dårlige regnskaber med millionunderskud og akut mangel på penge i klubkassen.

AaB og FCM meddelte i de seneste regnskaber, at driften kunne komme i fare, hvis økonomien blev forværret, eller klubben ikke fik tilført nye midler.

Men Jesper Jørgensen, som følger fodboldklubberne for revisionsselskabet Deloitte, vurderer ikke, at det står så grelt til, at AaB eller FCM må dreje nøglen om.

- Selvfølgelig skal en revisor skrive, at driften er truet, når der er behov for det.

- Vi vil se, når fodboldklubber kommer med dårlige resultater, at de hele tiden lever på en knivsæg rent økonomisk, siger Jesper Jørgensen.

- Så vi vil se fodboldklubber, der har udfald, hvor man lige skraber bunden og skal ud med hatten i hånden og bede om penge. Det er en naturlig driftsmodel i fodboldens verden.

- Det er simpelthen blevet hverdag. Og den er benhård. For skal man have penge, skal man vinde nogle fodboldkampe. Men for at vinde de kampe, skal man have nogle gode spillere, og de koster penge. Så det er sådan lidt, om hønen eller ægget kommer først i det her.

- Jeg tror helt sikkert, at vi i både AaB og FCM vil se forbedringer i 2014, siger Jesper Jørgensen.

At det er nummer et og to i Superligaen, som er hårdest ramt i øjeblikket, kunne ligne en tendens med økonomisk uansvarlighed og en satsning på at blive tophold, men det er det ikke, vurderer Jesper Jørgensen.

- Det er tilfældigt. Klubberne har de seneste par år leveret mange store røde tal, uanset om det er top- eller bundklubber, så det er ikke specielt topklubberne, der er ramt. Men topklubberne er også ramt, siger Jesper Jørgensen.

På en generalforsamling torsdag aften vil FCM blandt andet forsøge at skaffe ny kapital til den slunkne klubkasse.

/ritzau/