Økonomer: Amerikanske kongetal er godt nyt for væksten

Skrevet af admin

05/08/2016

Mest læste i dag

Økonomer reagerer positivt på det såkaldte kongetal fra USA, der fredag viser, at beskæftigelsen er vokset. Fremgangen er nemlig større end forventet.

- Jobskabelsen på det amerikanske arbejdsmarked fortsatte i juli de gode takter fra juni. 255.000 nye arbejdspladser bekræfter, at USA sidder solidt i førertrøjen som verdensøkonomiens vækstmotor, siger cheføkonom Bo Sandberg, Dansk Byggeri.

Den amerikanske arbejdsløshedsprocent var uændret i juli og ligger fortsat på 4,9 procent, skriver AFP med henvisning til det såkaldte kongetal fra USA.

Men den amerikanske beskæftigelsesrapport viser, at beskæftigelsen uden for landbruget voksede med 255.000 personer i juli.

Det var dermed langt bedre end ventet, da der blandt økonomerne var forudset en stigning på 180.000 personer ifølge et estimat indsamlet af Bloomberg News.

- Set udefra må man i hvert fald konstatere, at USA's krisebekæmpelsespolitik har været EU´s klart overlegen, tilføjer Bo Sandberg.

Måneden forinden var der kommet 259.000 personer i arbejde, hvilket var revideret fra, hvad der tidligere var annonceret, nemlig 265.000 personer.

Beskæftigelsen i den private sektor voksede med 217.000 ansatte i måneden mod en ventet stigning på 170.000.

Samlet udviklede arbejdsløsheden sig fladt, idet den endte på 4,9 pct., hvilket var uændret i forhold til måneden før. Økonomerne havde ventet et fald i arbejdsløsheden til 4,8 pct.

Hver måned kommer det såkaldte kongetal fra USA. Det er tallet for, hvor mange nye amerikanske job uden for landbruget, der er blevet skabt i den foregående måned.

Tallet får stor opmærksomhed blandt økonomer og er en strømpil for, hvordan verdensøkonomien har det.

I Dansk Industri hæfter chefanalytiker Allan Sørensen sig ved, at den stærke jobvækst i juli lover bedre for dansk eksport og for væksten i tredje kvartal.

- Danske virksomheder henter hver tiende eksportkrone i USA. Derfor er det godt for eksporten, hvis der kommer mere gang i amerikansk økonomi, siger han.

/ritzau/