Økonomer bekymrede: Fald i ledighed eller flere der er røget ud af systemet?

Det er nemlig uklart, hvorvidt den faldende ledighed viser en reel forbedring af arbejdsmarkedet, eller om det blot er dagpengereformen, som skubber mange ud af statistikken, vurderer økonomer.

Blandt andet peger Nordea og Handelsbankens økonomer på, at tallene skjuler en masse ofre for dagpengereformen, der i 2010 halverede dagpengeperioden til to år. På trods af flere lappeløsninger mener økonomerne, at reformen har skubbet mange helt ud af statistikken, skriver avisen.

»Det ser således ud til, at der reelt ikke er tale om en egentlig nedgang i ledigheden, men at flere og flere personer falder ud af statistikken. Tilstanden på arbejdsmarkedet sløres således af et massivt fald i arbejdsstyrken,« siger Jes Asmussen, cheføkonom i Handelsbanken.

Siden årsskiftet er der blevet 24.600 færre dagpengemodtagere, mens antallet af kontanthjælpsmodtagere kun er steget med 12.000 personer. Derved kan man løseligt konkludere, at der er faldet mindst 12.000 ud af statistikken, mener han.

I Danske Bank og Sydbank ser man dog positivt på tallene.

Cheføkonom Steen Bocian fra Danske Bank ser faldet i ledigheden som et tegn på opsvinget, men anerkender at tallene kan være slørede.

Dagens Gossip