Økonomer fastholder jobeffekt af halveret dagpengeperiode

»Det tyder på, at det har medført øget beskæftigelse,« siger Michael Svarer, der er økonomiprofessor ved Aarhus Universitet og økonomisk vismand.

Ifølge Michael Svarer var det netop et af formålene med reformen, at den skulle øge tilskyndelsen til hurtigere at gå fra dagpenge til beskæftigelse.

Han mener dog, at det har gjort jobeffekten mindre, at regeringen har indført en række midlertidige initiativer for at gøre indfasningen af den kortere dagpengeperiode langsommere.

»Det, at man har gjort faldet i indkomsten, hvis man mister dagpengene, mindre, må alt andet lige føre til, at effekten har en tendens til at blive mindre,« siger Michael Svarer og henviser til, at regeringen og Enhedslisten har indført en række midlertidige ydelser til dem, der i år vil falde ud af dagpengesystemet.

I 2010 vurderede Beskæftigelsesministeriet, at mellem 2.000 og 4.000 personer årligt ville opbruge retten til dagpenge uden at være kommet i beskæftigelse på grund af halveringen af dagpengeperioden.

Forventningen er nu, at 30.000 personer alene i år vil falde ud af dagpengesystemet. 23.100 har allerede opbrugt dagpengeretten i årets første halvår uden at være kommet i arbejde, viser en nylig opgørelse fra a-kassernes brancheorganisation ifølge Information.

Bliv ven med Dagens.dk på Facebook - altid gratis nyheder

Ledende arbejdsmarkedsøkonom i tænketanken Kraka, Andreas Højbjerre, mener heller ikke, at det uventet høje antal personer, der falder ud af dagpengesystemet, er et tegn på, at jobeffekten er udeblevet.

»At der er en jobeffekt, at der er nogle ledige, som indretter deres jobsøgning efter dagpengeperioden, det synes jeg stadig er rimelig velunderbygget,« siger han og fremhæver ifølge Information, at sandsynligheden for, at en dagpengemodtager finder arbejde mellem fire- og femdobles, umiddelbart inden dagpengene ophører.

Det store »udfald« skyldes, vurderer Andreas Højbjerre, at man har indrettet dagpengereformen, så også de, der allerede var i gang med deres dagpengeforløb, blev omfattet af halveringen af dagpengeperioden.

Det giver en »indfasningspukkel« i 2013, hvor flere end ellers vil ryge ud af dagpengesystemet, siger han.

Professor ved Institut for Samfund og Globalisering, Bent Greve, mener, at økonomerne har overdrevet effekten af halveringen af dagpengeperioden og at den økonomiske afmatning har forværret situationen.

»Det er noget nemmere at finde et job i en periode, hvor der er stor efterspørgsel på arbejdskraft, end det er i en periode, hvor der ikke er efterspørgsel efter arbejdskraft,« siger han.

Ifølge Michael Svarer er der ikke belæg for at sige, at lavkonjunkturen har svækket jobeffekten.

»Det er ikke et veletableret resultat i litteraturen, at der er store forskelle over konjunkturerne,« siger Michael Svarer til Information, der kalder effekten af konjunkturerne for »et åbent spørgsmål«.

Dagens Gossip