Økonomer har delte meninger om ny flygtningeaftale

Skrevet af admin

18/03/2016

Dagens topnyheder

Selv om der torsdag blev indgået en aftale mellem regeringen, fagbevægelsen og arbejdsgiverne, som skal sikre flere flygtninge i job, er flere økonomer ikke overbevist om effekten.

Det skriver Politiken.

Flygtningenes adgang til arbejdsmarkedet skal blandt andet ske ved hjælp af en ny indslusningsordning for flygtninge (IGU), som kombinerer arbejde til elevløn med opkvalificering i et toårigt forløb.

Alt efter overenskomst og anciennitet varierer timelønnen fra 49 til 120 kroner.

Beskæftigelsesminister Jørn Neergaard Larsen (V) erkender, at regeringen på nuværende tidspunkt ikke har beregninger af den forventede effekt. Og der er heller ikke meget håb at spore hos tænketanken Cepos.

- Vi forventer en meget beskeden effekt af den nye indslusningsordning. Der er en risiko for, at den ender som andre ordninger: Uden den fornødne effekt, siger cheføkonom Mads Lundby Hansen fra Cepos til Politiken.

Cepos har slået på tromme for en indslusningsløn på 70 kroner i timen for ikkevestlige indvandrere – uden krav om uddannelse. En analyse fra tænketanken viser, at det på kort sigt kan bringe 4000 i beskæftigelse og over flere år cirka 10.000.

Den nye aftale om integrationsgrunduddannelse vil langtfra have samme effekt, vurderer Mads Lundby Hansen. Han mener, at lønnen på op til 120 kroner i timen kan være for meget for en flygtning med blandt andet begrænsede sprogkundskaber

- Effekten ligger formentlig betydeligt under halvdelen af de 10.000. Jeg har ikke de store forventninger, siger han til Politiken.

I Arbejderbevægelsens Erhvervsråd vurderer direktør Lars Andersen, at effekten af indslusningsordningen godt kan blive "pæn og mærkbar". Men succesen afhænger især af behovet for arbejdsgivernes efterspørgsel på ledige hænder.

Forskningschef Jan Rose Skaksen fra Rockwool Fondens Forskningsenhed mener, at integrationsgrunduddannelsen kan have en effekt, fordi den tager fat om det problem, at de normale lønninger ikke stemmer overens med flygtningenes kompetencer.

- Men det er næppe en model, der i sig selv kommer til at løse hele problematikken, siger Jan Rose Skaksen, der bakkes op af professor Bent Greve fra Institut for Samfundsvidenskab og Erhverv på RUC.

- Jeg synes, det grundlæggende lyder som en fornuftig model, for den lægger op til, at man både får uddannelse og arbejdsmarkedserfaring. Men jeg kan være mere i tvivl om, at den kan flytte det, den skal, siger Bent Greve til Politiken.

/ritzau/