Økonomer: Lille glæde over ledighedsfald

I januar stod der 3100 færre personer i ledighedskøen i forhold til december, viser nye tal fra Danmarks Statistik. Det betyder, at ledigheden er faldet til seks procent.

Og selvom det er en glædelig nyhed, skal man slå koldt vand i blodet. For tallene er ikke udtryk for, at ledighedskurven for alvor er knækket, vurderer flere økonomer.

- Det er fjerde måned i træk, at ledigheden falder, og det er glædeligt. Faldene har dog i alle måneder været relativt små, så det er nok for tidligt at tale om et vendepunkt, siger Andreas Kildegaard Pedersen, økonom i Dansk Erhverv.

Når der ikke kan tales om et vendepunkt endnu, kan det skyldes, at der muligvis ikke er tale om flere job men derimod om et fald i arbejdsstyrken.

- Forklaringen på den faldende ledighed skal måske findes i, at flere trækker sig ud af arbejdsmarkedet i denne tid, siger cheføkonom hos Nordea Helge J. Pedersen.

- Vi kan konstatere, at der bliver flere nye ledige, mens antallet af jobklare aktiverede falder. Det sidste kan resultere i, at de også træder ud af arbejdsstyrken, ligesom de unge bliver længere tid i uddannelsessystemet, fordi det er svært at få et job, siger han.

Helge J. Pedersens vurdering møder opbakning hos Las Olsen, privatøkonom i Danske Bank. Han siger, at dansk økonomi ikke ligefrem udviser en vækstrate, der under normale omstændigheder er stor nok til at skabe job.

- Derfor må man nok også frygte, at dagens fald mere dækker over et fald i arbejdsstyrken end en stigning i beskæftigelsen, siger Las Olsen.

Både Las Olsen og Helge J. Pedersen forventer, at ledigheden først for alvor vil begynde at falde mod slutningen af 2013.

I alt går 160.200 personer ledige. Heraf er knap hver tiende en 25-29-årig. Ledigheden er stadig lavest for de 60-64-årige med en ledighed på 3,8 procent.

/ritzau/

 

Dagens Gossip