Økonomer: Øget vækst vigtigere end jobudbud

Danmark har haft en udfordring med at skabe balance på de offentlige finanser. Og derfor er det fornuftigt, at det altoverskyggende fokus i de økonomiske reformer har været at øge arbejdsudbuddet.

Men nu handler det om at gøre hænderne på arbejdsmarkedet mere effektive, vurderer økonomer over for Information.

- Med det fokus, der har været på øget arbejdsudbud, så er det nok passende at kigge lidt mere på produktiviteten nu, siger Bo Sandemann Rasmussen, økonomiprofessor ved Aarhus Universitet, til Information.

Også økonomisk vismand Michael Svarer mener, at der er behov for et fokusskift.

- Man har gjort rigtig meget i retning af at øge arbejdsudbuddet. Den anden store udfordring, dansk økonomi står over for er, at produktiviteten er faldende. Hvis man kan udnytte ressourcerne smartere, så vil det være en fin vej at gå, siger økonomiprofessor ved Aarhus Universitet, Michael Svarer, til Information.

Siden 2009 er arbejdsudbuddet gennem en lang række reformer øget med godt 125.000 personer.

De mange initiativer for at øge arbejdsudbuddet gennem de seneste år får Nationalbanken til, i sin seneste kvartalsrapport, at konkludere: "Det er nok begrænset, hvor meget videre man kan komme ad den vej."

De peger på, at kommende reformer skal have fokus på at øge væksten i produktiviteten, som er den næste store udfordring, det danske samfund står overfor, hvis »den danske velstand skal vokse på linje med de lande, vi normalt sammenligner os med«, og der samtidig skal være »råd til de ønskede forbedringer i den offentlige service.«

- Det er nok rigtigt, at vi har opbrugt de muligheder, der virkelig kan give noget. Tilbage er så at kigge på, om man kan gøre det mere effektivt, kan man blive mere produktive på en række områder, siger professor ved Institut for Samfund og Globalisering på Roskilde Universitet, Bent Greve.

Dagens Gossip