Økonomer: Prisstigningerne kommer op i fart igen i 2014

Skrevet af admin

10/01/2014

Dagens topnyheder

Rekordlave prisstigninger fik danskernes løn til at strække langt i 2013, men den fest kan være slut i år, vurderer flere økonomer.

I år er der udsigt til, at inflationen når et mere almindeligt leje, skriver Las Olsen, forbrugerøkonom i Danske Bank, i en kommentar.

- Det betyder så også, at der ikke er udsigt til, at lønningerne vil stige mærkbart mere end priserne, som de har gjort det i 2013. Samtidig er der heller ikke udsigt til skattelettelser i nær samme omfang som sidste år.

- En typisk dansk familie fik reelt 615 kroner mere til sig selv om måneden sidste år, men har kun udsigt til en stigning på 162 kroner om måneden i år, sådan som vi opgør det, skriver han.

Også Dansk Byggeris beregninger viser, at den lave inflation gav danskerne omkring 6000 kroner mere mellem hænderne i 2013.

Inflationen havnede i 2013 på det laveste niveau i 60 år med 0,8 procent, men økonomerne venter, at den årlige stigning i forbrugerpriserne næste år vil lande mellem 1,3 og 1,4 procent.

Mens de rekordlave prisstigninger sørgede for, at danskernes løn rakte længere i 2013, så kan prisstigningerne igen indhente lønstigningerne i 2014.

- Efter vores vurdering nåede inflationen bunden i august 2013, og vi forventer stigende inflation herhjemme, når vi kigger ind i 2014, skriver Camilla Skovsbo Erichsen, forbrugerøkonom i Sydbank, i en kommentar.

- Inflationen vil dog stadig være forholdsvis lav. Det vil lønstigningerne imidlertid også, og der er derfor bestemt ikke udsigt til nogen større reallønsfremgang i 2014, mener hun.

Hvordan lønningerne udvikler sig afhænger blandt andet af de overenskomstforhandlinger på det private arbejdsmarked, som netop er gået i gang.

De nuværende aftaler om løn og arbejdsvilkår for 589.000 privatansatte danskere udløber 1. marts i år, og arbejdsgivere og lønmodtagere skal forhandle sig frem til nye overenskomster i løbet af vinteren og foråret.

/ritzau/