Økonomer roser stærkt fokus på uddannelse

Blandt økonomer er der begejstring for, at reformerne højner uddannelsesniveauet. I tænketanken Kraka understreger ledende arbejdsmarkedsøkonom Andreas Højbjerre, at den danske samfundsøkonomi er den samlede vinder.

»For statskassen og de offentlige finanser er det en klar fordel, at de unge færdiggør deres uddannelse så hurtigt som muligt, ligesom det også er en fordel at få kontanthjælpsmodtagere over i SU-systemet, for når unge tager en uddannelse, er det med til at skabe vækst og velstand på længere sigt,« siger han.

Især de uddannelsesparate 25-29-årige bliver hårdt ramt af skiftet fra kontanthjælp til en ydelse på SU-niveau. De mister 4.747 kr. om måneden før skat. Men på sigt vil det gavne dem at få en uddannelse, mener professor i økonomi ved Aarhus Universitet Torben M. Andersen.

»Det er en kraftig pil i retning af, at få unge mennesker i uddannelse. Det er ekstremt vigtigt i forhold til deres muligheder på arbejdsmarkedet, og på sigt har det betydning for den sociale balance i det danske samfund,« siger han.

Alt i alt bidrager reformerne med mellem 3,2 og 3,4 milliarder kroner om året frem til 2020. Penge, som vil blive sendt direkte videre til erhvervslivet i en kommende vækstpakke. Det er helt naturligt, mener beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S).

»Det, vores kontanthjælpsmodtagere først og fremmest drømmer om, er et arbejde. Det er naturligt, at der er en sammenhæng mellem på den ene side at skabe arbejdspladser og på den anden side at reformere et kontanthjælpssystem, som mange steder ikke fungerer efter hensigten,« siger hun.

Dagens Gossip