Økonomer ser risiko for ny boligboble

Mens sælgere af lejligheder kan glæde sig over turboen på priserne, så giver stigningerne bekymring blandt økonomer. Priserne på ejerlejligheder steg i maj med 2,5 procent, og det giver en stigning over et år på 12,4 procent - en stigning, som ifølge ham selv fik cheføkonom i Danske Bank Steen Bocians øjenbryn til at rynkes.

Han frygter, at priserne er drevet af forventninger om en gevinst - præcis som det skete i de ophedede år på boligmarkedet frem til 2006.»En så høj prisvækst kan ikke retfærdiggøres ud fra den underliggende økonomiske udvikling,« konstaterer han.

Prisstigningerne forklares ofte med, at flere og flere danskerne vil bo i storbyerne - særligt København.

»Der er ingen tvivl om, at den strukturelt stigende efterspørgsel efter boliger i storbyerne er en del af forklaringen, men den stigende efterspørgsel efter boliger i storbyerne er ikke noget nyt fænomen og kan derfor heller ikke forklare en så hastig prisvækst på så kort tid. En mere nærliggende forklaring er, at forventningerne til den fremtidige prisudvikling har ændret sig i takt med, at vendingen på markedet har bidt sig fast,« skriver Steen Bocian.

Han vurderer, at køberene for et eller to år siden frygtede yderligere prisfald og derfor holdt sig tilbage.

»Det har ændret sig radikalt - i dag forventes generelt fortsatte prisstigninger på markedet for ejerlejligheder - og dermed er køberne også villige til at betale mere her og nu. Der er ikke noget usundt i dette forventningsskift, men det er afgørende, at prisforventningerne ikke bliver urealistiske. For hvis man forventer en tilsvarende prisvækst over de kommende år, som vi har set over det seneste år, så er der en risiko for, at man køber for dyrt her og nu,« mener Steen Bocian, som mener, at der er en betydelig risiko for en boligboble, hvis udviklingen fortsætter over de kommende kvartaler.

Cheføkonom Ulrikke Ekelund fra BRF Kredit udtrykker også bekymring over lejlighedsprisernes stigning. Hun mener, at markedet for lejligheder har lagt alt for hårdt ud i forhold til den økonomiske udvikling.

Men Ulrikke Ekelund regner med, at prisstigningerne på ejerlejligheder stille og roligt vil aftage, fordi mange har udlejet deres lejligheder i en tid, hvor det har været svært at sælge.

»I takt med at disse lejekontrakter udløber, og lejlighederne udbydes på markedet, lægger dette fremadrettet en dæmper på prisudviklingen,« mener hun.

Der er dog langtfra enighed blandt økonomerne om lejlighedspriserne. Blandt andre boligøkonom Joachim Borg fra Nykredit mener ikke, at der er ved at blive opbygget en boligprisboble i København.

»Prisstigningerne følger stigende efterspørgsel i et afgrænset område, og det er sandsynligt, at efterspørgslen gradvist vil stige i et større område og dermed lægge en dæmper på prisstigningerne i København. Der er samtidig taget initiativ til nye boligbyggerier med projekter i Nordhavnen, Ørestad mv. De har et omfang, der vil modvirke et opadgående lokalt prispres. Derved forventer vi også, at prisstigningen for ejerlejligheder i København by vil blive noget mindre i 2014 med 3,5 procent,« skriver Joachim Borg.

Dagens Gossip